Fjerde sæson af 'Linde på Langeland' er i fuld gang: Smugkig de færdige resultater her
De tre første sæsoner var spækket med kreative og vilde projekter. Denne sæson er ingen undtagelse.
Foto: TV 2
Thea GuldagerWoman.dk
Sofie Linde og Joakim Ingversen har igen samlet slænget og tilbragt et solrigt efterår på Langeland – selvfølgelig for at fortsætte deres (ret så omfattende) makeover af sommerhuset, Vennely.
Og selvom et moderne dobbelt-das, et kig ned til kælderen gennem en glasrude i gulvet og en farvepalet, der giver selv en regnbue kamp til stregen, nok er noget af det, der står klarest i erindringen, så gemmer huset på et væld af bemærkelsesværdige detaljer.
På to do-listen i denne sæson er både de sjove og mindre sjove projekter – som fx badeværelset på 1. salen og det utætte tag, som parret har lukket øjnene for de tre forrige sæsoner.
De færdige resultater
De skøre projekter har indtil nu ikke været få. Og selvom du måske ikke troede, det kunne blive vildere, så tyder alt på, at det kulørte par har flere idéer i ærmet.
Faktisk skulle der gå mindre end ét minut i første afsnit, før de afslørede den første: en pool. Og kort tid efter: ... af en gammel container.
Ja, hvorfor ikke? Selv håndværker-tvillingerne Philip og Anders bliver ikke længere overraskede over, hvad Sofie og Joakim finder på.
Den færdige pool (og om projektet overhovedet lykkes) må vi vente lidt endnu med at se.
Til gengæld kan du herunder få et smugkig på nogle af de andre færdige projekter fra 4. sæson.
Parrets spisebord var en af de få ting, der ikke havde fået en tur med malerpenslen. Det er der nu blevet lavet om på, og bordet har fået en vaskeægte bubblegum-makeover, der skaber blikfang i den ellers – sammenlignet med sommerhusets andre rum – nedtonede spisestue. Foto: Bermuda/TV 2
Foto: Bermuda/TV 2
Det er få ting, der ikke får en klat maling, når Sofie Linde er i nærheden. Og det er da også svært ikke at blive i godt humør, når hun udfolder sin farveglæde. Den røde linolie på gulvet, det grønne træværk og det rå loft i gennemgangsværelset er bare én af mange overraskende kombinationer. Foto: Bermuda/TV 2
Allerede i første sæson udfoldende Sofie Linde sine kreative evner med maling på den store flydersofa i stuen. Men er én malet sofa nok? Nix, ikke når dåbsattesten siger Sofie Linde. Hun har derfor kastet sig over endnu et læder-lærred aka den brune lædersofa i gennemgangsværelset. Foto: Bermuda/TV 2
Den tidligere lille stue er blevet forvandlet til et kreaværelse til parrets to døtre Trine og Søs – selvfølgelig fyldt med farver, loppefund og finurlige detaljer. Foto: Bermuda/TV 2
Rundt omkring dukker også nye loppefund op, der giver liv og hygge til sommerhuset. Som vi kan se i programmet får nogle af dem en makeover – andre flytter ind præcis, som de er. Foto: Bermuda/TV 2
Der er ikke kun indvendigt, at penslen flittigt bliver dyppet. Parret har også løbende dekoreret døre, mure og træværk udvendigt med kulørte motiver. I 4. sæson bliver denne rå mur vækket til live med store, lyserøde tulipaner. Foto: Bermuda/TV 2