Lina Rafn er kendt for at være med i 'Mads og A-holdet', hun har været dommer i 'X Factor', medvirket i Stormester og i det hele taget været en synlig, offentlig figur - også uden for bandet Infernal.

Bandets andet medlem Paw Lagermann holder sig ofte mere i baggrunden. Alligevel fik han for nogle år siden et noget overraskende tilbud.

»Jeg befinder mig bedst i at holde mig en lille smule i baggrunden. Nogen tror, at Lina kører mig over ved at gøre det der, men sådan er det slet ikke. Det er et valg,« forklarer Paw Lagermann, da B.T. møder ham og Lina Rafn på årets Smukfest i Skanderborg.

»Men Paw har faktisk fået store tilbud,« fortæller Lina Rafn ledende.

»Jeg har faktisk fået et tilbud fra 'Go morgen' eller 'Go Aften Danmark',  der spurgte, om jeg ville være vært,« forklarer Paw Lagermann, der altså dog ikke husker helt tydeligt, om det var det ene, det andet eller begge programmer.

Det, han dog tydeligt husker, er, at han ikke var i tvivl om sit svar.

»Der sagde jeg; 'Ej, det skal jeg ikke', for jeg skal lave noget andet. Det er et fuldtidsjob, og jeg har et fuldstidsjob,« siger Paw Lagermann og understreger, at tilbuddet faldt for en del år tilbage.

I stedet har han det mere end godt med at være den strukturerede del af Infernal, og så optræder han stadig af og til i offentligheden.

»Jeg kunne bare kaste mig ind i det, og så ville der sikkert ske en masse sjove ting, men for vores forretnings skyld er det meget godt, det er delt op, som det er,« siger musikeren.