»Jeg følte mig krænket og var fuldstændig målløs, og derefter blev jeg ramt af både vrede og afmagt.«
Sådan lyder reaktionen fra sanger og skuespillerinde Kat Stephie, efter en 40-årig mand mandag i Retten i Frederiksberg blev idømt syv måneders betinget fængsel for at have delt nøgenscener fra blandt andet danske spillefilm og serier på internettet, skriver TV 2.
Hun fik selv delt scener og er nu lettet over, at der er faldet dom, og mandens handlinger får konsekvenser.
Ifølge hende har sagen betydet, at hun har været mere påpasselig med, hvilke roller hun har takket ja til af frygt for, at det skulle gentage sig.
Manden skulle under brugernavnet 'KlammereFyr' have delt hundredevis af nøgenscener fra blandt andet danske spillefilm og serier.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse mandag.
Manden skal som del af dommen udføre 120 timers samfundstjeneste.
Sagen blev ført som en tilståelsessag, hvor han erkendte, at han i perioden mellem marts 2022 og maj 2023 havde delt nøgenscener på en pornohjemmeside.
Manden var desuden moderator for gruppen 'SeDetForPlottet', hvor han delte 347 nøgenscener, der er blevet afspillet mindst 4,2 millioner gang.
Han er derudover dømt for at have delt og downloadet over 25 terabyte data med ophavsretsbeskyttede værker via en fildelingstjeneste ved navn superbits.org.
