Selvom man er kronisk syg og endda er det med en sygdom, der besværliggør bevægeligheden betragteligt, så kan den realitet være rigtig svær at acceptere.

Det har forretningsmand Christian Kjær måttet sande, efter han i 2019 blev diagnosticeret med Parkinsons.

Susan Astani og Christian Kjær har kendt hinanden i mere end 17 år.
Susan Astani og Christian Kjær har kendt hinanden i mere end 17 år. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En sygdom, der påvirker ham mere og mere hver dag, og som han gør alt for at kæmpe imod – også selvom den har betydet, at han nu har været nødsaget til at anskaffe sig en kørestol.

Det fortæller hans hustru, Susan Astani-Kjær, til B.T.

»Christian er en fighter. Han nægter at sætte sig ned og acceptere kørestolen. Han siger tit: JEG KAN SELV!,« skriver hun i en sms.

Derfor er det også kun i særlige tilfælde, at kørestolen bliver taget i brug:

Foto: Privat

»Vi bruger kun kørestolen, når han er overtræt, eller når han har fået et par glas vin – og kun fordi jeg insisterer,« skriver hun videre.

Sms-korrespondancen finder sted i anledning af Christian Kjærs 83-års fødselsdag, som rigmanden fejrede torsdag med sine nærmeste.

Blandt andre var Danmarks fungerende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), gæst ved fødselsdagsfejringen, mens Folketingets formand, Søren Gade (V), og hans hustru, Marianne, sågar lagde hus til festlighederne.

»Søren og Marianne synes, at jeg skal koncentrere mig om, at Christian får en fantastisk dag i stedet for at blive stresset over at være værtinde. Derfor har de lagt hus til,« skriver Susan Astani-Kjær.

Foto: Privat

»Christians venskab til Lars og Søren går længere tilbage end de 17 år, som jeg har kendt Christian i,« afslører hun videre om parrets forhold til de to toppolitikere.

Desværre er det dog ikke alle Christian Kjær gæster, der har kunnet være til stede til den store fest.

Med alderen tynder det nemlig ud i de potentielle gæster, man kan byde på kaffe og kage på sin store dag:

»Vi har sagt farvel til flere af Christians gamle venner her på det sidste. Fra det gamle jagthold er der kun én tilbage. Derfor værdsætter vi dem, der er tilbage, markant mere,« lyder det afsluttende fra Susan Astani-Kjær.

Hun slutter samtalen af med at sende en særlig tak til Søren Gade og Marianne for at have taget sig af det praktiske til fødselsdagen – der venter nemlig flere store begivenheder i familien, som hun skal tage sig af, i den kommende tid:

»Stella bliver 20 år i morgen og Alexander skal konfirmeres næste weekend. Jeg har vanvittig travlt i den her uge og derfor meget taknemmelig, fordi Søren og Marianne har hjulpet mig med at holde fødselsdag for Christian.«