Faustix fortryder: Får fjernet Irina Olsen-tatovering
Efter mange måneder har musikeren endelig fået tildækket sin ekskones navn fra sin krop.

Efter mange måneder har musikeren endelig fået tildækket sin ekskones navn fra sin krop.

Det er på mange måder et sats, når man får tatoveret sin partners navn på kroppen.
Og nu har endnu en kendis fået sig en gedigen lærestreg.
For da Morten »Faustix« Olsen og Irina Olsen var gift, fik DJ'en tatoveret 'Irina Olsen' på håndleddet.
Men kærligheden brast, og nu har Faustix endelig besluttet sig for at få tatoveringen dækket til.
Det fremgår af en TikTok-video fra profilen 'kingaewelinatattoo', der blev lagt op søndag.
'Jeg fik æren af at dække en gammel navne-tattoo på selveste Faustix – og selvfølgelig skulle den erstattes med noget, der passede lidt bedre til ham,' skrives der i beskrivelsen af videoen.
På videoen kan man se, at Faustix har fået tatoveret 'Irina' på håndleddet, som ender med at blive dækket til af en anden tatovering.
'Et coverup kan virkelig give en gammel tattoo helt nyt liv, og jeg ELSKER processen fra det gamle motiv til det færdige resultat,' skrives der videre i beskrivelsen af videoen.
Dermed kan man konkludere, at Faustix slipper for at se på sin ekskones navn på sit højre håndled i fremtiden.
Irina Olsen danner nu par med Carl Knast, mens Faustix endnu ikke har fundet kærligheden.