Danseikonet Britt Bendixen sov stille ind efter kort tids sygdom lørdag morgen 18. februar.
Nu har familien til Britt Bendixen offentliggjort, hvor det sidste farvel finder sted.
Bisættelsen kommer nemlig til at foregå i Holmens Kirke lørdag 4. marts, det skriver Se og Hør, efter at Politiken har bragt en dødsannonce på vegne af Britt Bendixens familie lørdag.
Britt Bendixen var særligt kendt i den brede offentlighed som dommer i 'Vild med dans', hvor hun stoppede tilbage i 2021.
»Mange vil savne Britt med det lyse sind og den fordomsfrie tilgang til verden. For familien og de nærmeste venner er det et stort tab, der vil tage tid at forstå,« lød det i en meddelelse på familiens vegne.
Familien og Britt Bendixens bedste veninde, tv-producer Piv Bernth, har siden dødsfaldet bedt om ro i den pludseligt svære tid.
Britt Bendixen blev 81 år gammel, og efterlader sig sin mangeårige partner, den 62-årige it-projektleder Marianne Nyboe, sin søn filminstruktør Niclas Bendixen – der sammen med skuespiller Trine Dyrholm har sønnen Axel.