De deler stadig hverdag og har gode planer for en fælles fremtid.
Men lige nu er det alt andet end kærlighedens idyl, som optager tv-kendissen Ida Lindevang, der blev kendt i TV 2-programmet 'Kærlighed hvor kragerne vender'.
Her blev hun forelsket i Samuel Bruus Hald, som hun skulle være blevet gravid sammen med.
Sådan lyder en af flere historier i hvert fald på Facebook. Men det er slet ikke sandt.
Efter at Ida Lindevang har fået tilsendt flere falske opslag om, at parret skulle vente tvillinger, advarer hun nu sine følgere og venner på det sociale medie Instagram.
'Kære søde venner! Det her passer altså ikke! Vi er ikke spor gravide eller gået fra hinanden, og vi kendte heller ikke hinanden i forvejen,' skriver hun og tilføjer:
'Der er mange, mange fake (falske, red.) artikler derude! Vær kildekritisk.'
Overfor Se og Hør har Ida Lindevang sat flere ord på sit opråb.
Det er nemlig ikke kun graviditets-løgne, der spreder sig, men også historier om at parret skulle have været i et trafikuheld.
Hun forklarer overfor mediet, at parret anmelder de opslag, som de får tilsendt.
»Det sygt, at nogle laver det her!,« siger hun blandt andet.
På Instagram deler hun til gengæld en anden glædelig nyhed. Her afslører hun, at hun inden længe skal flytte sammen med Samuel Bruus Hald.

