Lørdag formiddag mistede dansk mode et af de helt store ikoner, da Erik Brandt sov stille ind i en alder af 79 år.

Hans datter, Emilie Brandt, fortæller berørt til B.T.:

»Han var klar til at tage herfra.«

Da B.T. taler med hende, sidder hun sammen med sin søster.

Emilie Brandt fortæller at hendes far i weekenden blev ramt af en infektion, som blev det sidste skub:

»Han var mæt af dage. Han talte altid om en, der boede i hans opgang, da han var lille, der sagde: 'Ved de hvad, jeg er blevet træt af at snøre mine sko' og sådan han havde det nu. Det var på en eller anden måde meget fint, at han nåede dertil.«

Overfor B.T. fortæller Emilie Brandt, at der gennem de seneste par dage både har været familie og venner på besøg hos Erik Brandt, ligesom hun og søsteren Julie har siddet ved hans side og holdt ham i hånden.

Da modeikonet sov stille ind, var de to døtre også ved hans side.

»Vi kommer jo til at savne vores far. Men han havde ikke været sig selv. De sidste par år har han ikke været, hvor han gerne ville være. Og det har også været svært at se på,« siger hun og afslutter:

»Når man har været i det og grædt i fire dage i træk, så ved vi godt, det kommer. Det er voldsomt lige nu, men ligesom han var afklaret, så var vi det også.«

Sammen med sin kone Margit opbyggede Erik Brandt modeselskabet Margit Brandt Design. Margit Brandt gik bort i 2011.

Erik Brandt blev 79 år og sov stille ind om formiddagen lørdag 11. marts. Han efterlader sig sine to døtre, Julie og Emilie.