Hun har gemt dem på sin telefon. Allesammen. 42 beskeder. Som en reminder om, hvordan det var. Hvorfor det var godt, at han fik fred. Hendes far Erik Brandt.
»Halvdelen af dem lyder 'hvor fanden er du?', 'hvor bliver du af?' og 'du kommer aldrig'. Indtalt fem minutter efter, at jeg er gået,« genfortæller Emilie Brandt og fortsætter så:
»Den anden halvdel: 'du er så dejlig, jeg kunne ikke gøre det uden dig, du er det bedste, jeg ved',« smiler hun og ryster på hovedet.
»Så jeg har været igennem HELE forløbet, har været til stede i det, og derfor er jeg også okay med det. Og det var jeg også sidste år, da han døde,« siger hun om den lettelse, som bor side om side med sorgen og savnet.
11. marts sidste år sov hendes far Erik Brandt stille ind. Fik fred fra den verden, han ikke længere følte sig hjemme i og et liv som havde budt på nogle tumultariske, uværdige og opslidende sidste år.
Helbredet skrantede. Han blev lænket til en kørestol, fik konstateret demens. Og at han i 2021 måtte flytte fra sin herskabslejlighed i indre København til en beskyttet bolig på et plejehjem, gjorde ikke livet mere tåleligt.
»Det var skide svært,« siger Emilie Brandt ligeud om den rolle, hun og hendes søster Julie i de år tog på sig. Hvor hun seks dage om ugen besøgte ham.
»Jeg var der for min far, og han var vidunderlig og sød og dejlig, og vi var tætte og kunne have det skidesjovt, og der er mange gode minder.«
»Men det, der står tilbage fra de sidste par år, er fra hans sygdom, så jeg er kun lettet over, at han har fået fred.«
Erik Brandt mens han stadig kunne tegne og fortælle om sit vilde liv. Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
»For han skammede sig også over at være bundet af alkohol og en kørestol, og syntes jo ikke, at det var værdigt at sidde i en beskyttet lejlighed og komme ned og spise med nogen, som nok var på hans egen alder, men det var ikke sådan, han så sig selv,« fortæller Emilie Brandt, som har været meget åben om sine følelser omkring sin fars død på de sociale medier. Også sin lettelse.
»Jeg elsker selv når folk deler ud, også af deres sårbarheder, og jeg deler meget. Nogle synes for meget, men dem om det,« siger hun med et skuldertræk.
Selv er Emilie Brandt blevet 52 år. Mor til to børn. Succesfuld reklamefilmsproducer. Har på mange måder fået sit på det tørre. Ved egen hjælp.
Nu er hun 'forældreløs'. Og har forliget sig med det. For alternativet var værre.
»Han var jo på vej væk, var begyndende dement, glemte ting, og var ked af det og bange om natten, når han vågnede og ikke vidste, hvor han var.«
»Jeg forholder mig til det sidste, der var. Og hvis det var der stadigvæk, var det ikke godt for ham. Så jeg var taknemmelig over, at Vorherre, Universet eller hvad ved jeg, tog far til sig,« siger Emilie Brandt så. Og tilføjer med et afklaret smil:
»Jeg husker det gode, men jeg er ikke ked af, at han ikke er her mere. For det var ikke en god version.«
»Han så sig som yngre og kunne slet ikke forlige sig med at skulle sidde med damer med blåt hår. Samtidig var han dér, hvor han godt vidste, at han blev mere og mere glemsom, kunne godt regne ud, hvad der så skete«Erik Brandt bad sin datter om piller, så han kunne dø: 'Han ville ikke mere'
Hun vendte og drejede sig i sengen. Gennemtænkte og planlagde scenario efter scenario. Alibier. Risici. Hvor kunne det gå galt? Hvad kunne afsløre hende?
»For jeg ville virkelig, virkelig gerne give ham det, han ønskede. For dét, der var tilbage, var ikke værdigt,« siger Emilie Brandt. Om den pagt hun havde med sin far. Om at hjælpe ham med at dø.
»Men jeg er glad for, at det ikke blev aktuelt,« tilføjer hun så. »For var jeg blevet taget, ville konsekvenserne være frygtelige.«
Det er lidt over et år siden, at livet sluttede for den kendte, feterede modeskaber og levemand Erik Brandt.
Lidt over et år siden, at hans døtre Emilie og Julie tog tårevædet afsked med ham i Holmens Kirke i København.
Men hun har det okay med, at hendes far ikke er her mere. Siger tilmed ligeud, at hun er lettet. For det er sådan, hun er, 53-årige Emilie Brandt. Pakker ikke tingene ind.
»De sidste 15 år var fandeme ikke gode. De var virkelig op ad bakke. Og de sidste fire var helt skæve,« fortæller hun. Med et suk.
Dér, hvor bakken for alvor blev stejl, var efter, at hendes mor døde i 2011. At hendes far mistede sit livs kærlighed.
Dér blev dét at have en far en forpligtelse. Og Emilie primært hende, der tog kampene med ham. Som der var mange af.
For Erik Brandt var ikke alene en levemand med store armbevægelser.
I perioder havde han store problemer med at styre sit alkoholforbrug, hvilket familien Danmark fik indblik i, da han i 2018 medvirkede i DR-serien 'Sidste omgang i whiskybæltet'. Var med på første sofarække, da han blev indlagt til afgiftning på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital.
Og i 2020 begyndte det at gå ekstra hurtigtig ned ad bakke for ham. Ikke alene blev han lænket til en kørestol, han fik også konstateret begyndende demens. Begyndte at blive en skygge af sit gamle flamboyante jeg.
Allerede dér havde han og Emilie Brandt deres første snak. Om aktiv dødshjælp.
»Han syntes jo ikke, at det liv han levede var værdigt. Han så sig selv – som vi alle gjorde – som evig 17-årig og kunne ikke forstå begrænsningerne i livet.«
»Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere, sagde han til mig. Han var ked af det og bad mig om at skaffe nogle piller.«
Grundlæggende mener Emilie Brandt, at det er et menneskes eget valg, om det vil leve eller dø.
Ikke at de bare skal sendes ud over rampen, men hvis man lider, er syg, mæt af dage eller dement, må valget være den enkeltes. Derfor blev hun ikke chokeret over sin fars ønske.
Men noget i hende vidste bare, at hun for alle tilfældes skyld skulle optage deres samtale på video. Og hun husker den ordret.
Husker, hvordan hun med tårer i øjnene filmede hans ønske om dø. Husker, hvordan hendes far med hårdhed i stemmen understregede, at HUN ikke skulle gøre noget.
»For han ville gerne have, at der var bevis på, at jeg ikke havde gjort noget, så jeg ikke kom i klemme,« fortæller Emilie Brandt, som efterfølgende skaffede en dødelig dosis piller til sin far. Så han havde dem liggende til dén dag, han ønskede at trække stikket.
Og det var dér, hun begyndte at kaste sig rundt i sengen. Udtænkte, hvordan hun en dag kunne hjælpe ham uden selv at komme i klemme og samtidig være der til at holde ham i hånden, indtil han var bevidstløs.
Men skæbnen ville, at hendes far tabte pillerne på gulvet, og at hjemmehjælpen smed dem ud. Dermed var den mulighed lukket.
Men ikke ønsket.
Tværtimod blev det blot yderligere forstærket, da Erik Brandt i 2021 måtte skifte den syv værelses herskabslejlighed på Esplanaden i København ud med en to værelses beskyttet bolig på et plejecenter i Hellerup. Og demensen tog til.
»Jeg kunne godt mærke, at min far noget af tiden følte, at han lå os til last. Han skammede sig også over at være bundet af alkohol og en kørestol, og syntes jo ikke, at det var værdigt at sidde i en beskyttet lejlighed og komme ned og spise med nogen, som nok var på hans egen alder, men det var ikke sådan, han så sig selv.«
»Han så sig som yngre og kunne slet ikke forlige sig med at skulle sidde med damer med blåt hår. Samtidig var han dér, hvor han godt vidste, at han blev mere og mere glemsom, kunne godt regne ud, hvad der så skete.«
»Men jo tættere vi kom på, at han ikke kunne noget, talte han mere og mere om, at han gerne ville dø,« fortæller hun.
Selv talte hun gang på gang med hans læger om dødsønsket. Spurgte ind til mulighederne.
Men måtte droppe tanken om aktiv dødshjælp i udlandet. Dels var Erik Brandt ikke terminal. Dels var han kun lejlighedsvis ved sine fulde fem. Og med en stærk krop og hjerte, kunne han i princippet leve ti år mere. Ti ubærlige år.
Billetten til at få sit ønske opfyldt blev den blærebetændelse, som Erik Brandt blev ramt af i starten af marts sidste år.
»Han fik det rigtig skidt og kunne ikke komme ud af sengen igen,« forklarer Emilie Brandt, som dagen før lægen skulle komme, talte med sin far om det.
»Jeg spurgte ham, om han ville på hospitalet og fikses, hvis han blev mere syg, eller om han ville blive hjemme.«
'Blive hjemme'.
'Så du sover rigtig længe og kommer op til mor?'.
'Ja. Jeg savner mor'.
Den snak var tirsdag 7. marts. Onsdag kom lægen. Stillede i lægelige termer samme spørgsmål.
Hendes far svarede ja. Klappede kærligt lægen på skuldrene, kaldte ham 'en god dreng'.
»Han følte sig hørt, set og forstået,« siger Emilie Brandt med taknemmelighed i stemmen og lettelse over, at hendes far dermed fik en såkaldt tryghedspakke og overgik til palliativ behandling.
»Torsdag bad han om at se en præst. Så han vidste godt, hvor det bar hen, at det var nu,« fortæller Emilie Brandt og husker, hvordan hendes far om fredagen var mest væk på morfin.
Hvordan der ikke længere var ord mellem de. De havde sagt dét, de skulle.
Lørdag morgen, den 11. marts, sov hendes far Erik Brandt stille ind. 79 år gammel.
»Vi gav ham fint tøj på og kyssede ham på panden. Det var helt roligt og fint,« siger hun med et taknemmeligt smil. Over at han fik fred.
Men også over, at hun trods alt ikke blev dén, der skulle opfylde hans ønske. Hvilket hun ved, at hun ville have gjort, hvis det var kommet dertil.
»Men når man har to børn, skulle jeg være 100 % sikker på, at jeg ikke blev taget. Det ville ikke være det værd at hjælpe min far herfra for så ikke at se mine børn i fem år. Det ville være frygteligt,« siger Emilie Brandt og erklærer sig som tilhænger af aktiv dødshjælp.
»Jeg synes, at det var ret ubærligt, at han ikke selv kunne få lov til at vælge. For han havde ikke behøvet de sidste to uværdige år.«
LIVSLINJEN Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinjen på telefon 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.
