Emil Thorup skal giftes for første gang.

For den 41-årige radio- og tv-vært har været på knæ for sin kæreste og fået et ja.

Det afslører Emil Thorup selv i det nye afsnit af sin og makkeren Thomas Skovs podcast 'Livet ifølge Emil & Thomas'.

»Jeg skal giftes. Jeg har simpelthen friet til min kæreste. Det gjorde jeg på hendes fødselsdag,« fortæller Emil Thorup.

Hvem den kommende brud er, har Emil Thorup dog lykkedes at holde hemmeligt gennem hele deres godt 2,5 år lange forhold – netop for, at han kan tale frit om hende i podcasten, har han tidligere forklaret.

Men nu skal Emil Thorup og kæresten, som offentligheden kun har set små skjulte glimt af, altså giftes.

»Jeg tror, de fleste mennesker havde regnet med, at vi skulle have en baby først. Det er ligesom det normale. Men jeg skal ikke være på polsk,« siger Emil Thorup med et glimt i øjet.

Til daglig bor han og hans kvindelige kæreste sammen i en lejlighed på Østerbro.

Og det bliver muligvis også her i området, at brylluppet skal stå, gerne i Marmorkirken, og ellers måske i stedet tæt på parrets sommerhus i Tisvilde, lyder det.

For Emil Thorup er det vigtigste bare, at det bliver i en kirke, han og kæresten giver hinanden deres ja, selvom kæresten er ligeglad.

Selv nægter hun at »gå op ad kirkegulvet og afleveres fra en mand til en anden mand«, fortæller Emil Thorup, der dog selv gerne vil følges op ad sine forældre.

I hvert fald er han sikker på, at han ikke har lyst til at være forlovet i årevis.

Faktisk håber han og kæresten, at de kunne blive gift allerede i år, gerne til september, selvom datoen endnu ikke er på plads.

»Der er jeg jo meget sådan: Lad os få det gjort! Jeg var sådan lidt, om vi bare skulle suse på rådhuset,« fortæller han i podcasten.

I første omgang skal han og kæresten dog lige have deres forlovelsesringe hjem først.

»Jeg var ikke på knæ, og den rigtige ring er på vej, den har vi selv designet,« siger Emil Thorup.

I sin og makkeren Thomas Skovs podcast 'Livet ifølge Emil & Thomas' afslører Emil Thorup, at han skal giftes. Foto: Podimo / PR
I sin og makkeren Thomas Skovs podcast 'Livet ifølge Emil & Thomas' afslører Emil Thorup, at han skal giftes. Foto: Podimo / PR

Det var nemlig en hjemmelavet ring, han friede med på kæresten fødselsdag for nylig, da parret var ved vejs ende i en månedlang rejse.

For efter at have fejret dagen god japansk mad og champagne, kom lysten til at fri over Emil Thorup. 

Så han besluttede, at nu skulle det være, der parret kom tilbage i seng fra aftensmaden.

»Det var på Fiji, på et sted, der hed Paradise Cowe, hvor vi havde sådan en lille bungalow på stranden, og så havde jeg faktisk taget en ring med hjemmefra, som var lavet af sølvpapir, hvor jeg havde skrevet vores navne på,« fortæller Emil Thorup i podcasten.

»Hun er ikke sådan på det store ægteskabsskib, så det ikke fordi, hun synes, det er det vildeste, men hun blev faktisk rigtig glad,« siger Emil Thorup, der også indrømmer, at frieriet så ud til at komme bag på kæresten.

Makkeren Thomas Skov forudser desuden i podcasten, at blandt andet B.T. vil opfange de glade nyheder.

»Kan jeg bare sige med det samme: Jeg har ikke nogen kommentarer. Alt, der er brug for at blive sagt og skrevet, det har jeg sagt i den her podcast nu,« slår Emil Thorup fast i den forbindelse.

»Men I kan ringe til mig, jeg skal nok give alle detaljerne!« tilføjer Thomas Skov til store grin i studiet.

»Som vitterligt er det, du lige har fået at vide i den her podcast,« joker Emil Thorup videre.