Inden familie og venner får lov til at møde Emil Thorups tre uger gamle baby, lander der en pdf med regler i deres indbakke.

»Hej. Dejligt, du vil besøge mig,« står der indledningsvist ifølge TV 2 Kosmopol, der har set listen. 

På listen er der fem punkter: 

  • Bliv hjemme, hvis du er det mindste smule syg. 

  • Vask hænder, når du kommer ind. 

  • Ingen kys på ansigt, hænder eller isse. 

  • Kom uden parfume eller duftende håndcreme. 

  • Og tag skoene af ved døren. 

Emil Thorup forklarer TV 2 Kosmopol, at listen handler om at sætte rammerne for, hvordan andre møder hans barn.

»Vi havde nogle ideer og grænser for, hvordan folk skulle holde sig. Og det er vores baby, så jeg tænker, det er os, der bestemmer,« siger han til mediet.

Babyen får som udgangspunkt ingen parfumerede produkter, olier eller cremer på huden. Den har desuden kun været i bad én gang indtil videre, lyder det. 

Samme tilgang har de til plastik og udstyr.

Udover de fem regler, forsøger Emil Thorup og hans kæreste ikke at gøre kønnets betydning vigtigt – de kalder eksempelvis barnet 'den'. 

Det er også grunden til, at de endnu ikke offentligt har fortalt, om deres barn er en dreng eller pige.