Forestil dig, at du i tre år har været ude af loopet. Som i helt ude. Vender hjem, modtages som en helt og pludselig skal finde fodfæstet igen. Finde ud af, hvem du er.
»Der var nogle fysiske måder at se, at tiden var gået på. Min farfar var blevet syg, mens vi var af sted, og det var tydeligt at se på ham, at vi havde været væk i lang tid,« mindes Emil Midé Erichsen, hvis farfar, nu afdøde eventyrer Troels Kløvedal, i 2015 var blevet ramt af den uhelbredelige nervesygdom ALS.
Nu skrev vi sommeren 2016. Hvor han og skibet Havana efter tre års jordomsejling vendte hjem til Danmark.
»Det var overvældende,« siger han og husker den berømmelse, der fulgte med.
»Pludselig stod vi og skulle uddele en pris ved Danish Music Awards. Totalt mærkeligt, at der står tre sejlerdrenge med langt hår, som ikke har hørt et eneste nummer de sidste tre år, som har nul idé om, hvad der har rykket sig, og så skal vi stå der?« smiler han undrende.
Men én ting var at finde fodfæste i det. Noget andet var at stemple tilbage i hverdagen i den virkelige verden, hvor ikke alene hans farfar var blevet syg, men også hans gamle venskaber havde ændret sig.
»I flere år havde vi levet hele vores liv i kraft af hinanden med kærester og byture. Nu havde vi udviklet os i hver vores retning, vores forskelligheder var blevet udpenslet,« forklarer Emil Midé Erichsen, som også hurtigt måtte konstatere, at der var kommet en ny ven med omkring bordet.
Nemlig mobiltelefonen. Som i tre år ikke havde været en del af hans liv.
»Der var altid et tredje medlem i form af en mobiltelefon. En frygt for at gå glip af noget, der var sjovere et andet sted. Den frygt havde jeg ikke mærket i tre år. Og den var enormt svær at komme hjem til,« husker Emil Midé Erichsen og erkender, at smartphonen da også efter en tid vendte tilbage i hans eget liv.
Men han savnede dét nærvær og de dybe samtaler, som livet om bord på Havana havde budt på. Og som afspejlede den person, han var blevet.
»Jeg var blevet 26, tre år ældre, men modenhedsmæssigt nok noget ældre end det. Jeg hvilede enormt meget i mig selv, havde flyttet grænser for, hvad jeg kunne, stået igennem ting, som var hårde og svære.«
»Det var enormt sundt at være midt i 20erne og at have prøvet det, samtidig med at jeg i tre år havde været ude, hvor jeg ikke ejede en mobiltelefon og heller ikke havde savnet den.«
»Jeg havde ikke været på de sociale medier, ikke spejlet mig i glansbilleder af det perfekte liv på Instagram, men spejlet mig i mine kammerater.«
»Også når de havde været kede af det, og når de pressede hang ud over siden med bræk i mundvigen, ligesom de havde set mig, når jeg var allermest presset.«
»Vi blev lukket ind i det fulde billede af os selv. Jeg vidste ikke, da jeg kom hjem, at det var en af gaverne,« forklarer Emil Midé Erichsen.
Og det er dét billede, han i dag gerne vil videregive. I serien 'Den sidste breddegrad'. I bogen 'At vende sig mod havet'. Og i sine foredrag.
»Jeg ved godt, hvordan jeg kan fremstå udadtil, og hvordan folk ser mig: Emil, tredjegenerations-eventyrer, ham, for hvem det er lykkedes at sejle jorden rundt, at gå til Svalbard, få en smuk, sød kone og små søde børn. Emils liv er perfekt.«
»Det er bare vigtigt for mig at vise, at jeg også laver fejl. Mange fejl og store fejl. Der er også ting i mit liv, der ikke er misundelsesværdige.«
»Men de sociale medier er et drug, og jeg har da selv siddet og fået dårligt selvværd over at se nogen graduere, blive læger og advokater, alt det, som jeg ikke var blevet, fordi jeg hev de år ud,« siger han. Og ryster på hovedet af sig selv.
»For jeg var jo kommet hjem og hvilede meget i alt det, jeg havde lært af at være af sted og den uddannelse, rejsen også havde været. Så skulle fanden stå i at sidde og få dårligt selvværd.«
Han griner. Det tog tid at finde fodfæstet. Også fra sit eget ophav.
For som barnebarn af berømte eventyrere som førnævnte Troels Kløvedal og søn af Mikkel Beha Erichsen skulle han også finde ud af bare at være sig selv.
Være Emil Midé Erichsen. Og at det var godt nok.
»Får jeg lov til at lave tv og stå på de foredragsscener, fordi jeg er barn og barnebarn af dem, jeg er, eller fordi jeg er dygtig til det? Den tvivl har selvfølgelig boet i mig og gør det til tider stadigvæk.«
»Men ligesom min far før mig skulle finde sin egen vej i fodsporene af min farfar, skal jeg finde min. Og jeg tror, at sårbarhed, ærlighed og åbenhed er min vej.«
Foredraget 'Et arktisk eventyr' kan opleves i hele landet frem til slutningen af maj.
