Elvira Pitzner kunne fredag morgen dele med sin følgere, at hun var på vej hjem fra Dubai.

På en video kunne man se, at diamantdatteren var i lufthavnen med sine to hunde og sit rødbedefarvede pas, der endelig skulle i gang igen efter to måneder, hvor Elvira har været tilbageholdt i Dubai, mens hendes sag om den angivelige utroskab udspillede sig. 

I en tekst til videoerne skrev Elvira: 'Homebound' og 'en envejsbillet til Danmark', mens der også blev plads til et 'jeg kan ikke tro det'.

Men Elvira er ifølge hendes mor, Katerina Pitzner slet ikke taget til Danmark.

Til Se og Hør fortæller hun, at datteren i stedet er taget til Milano, hvor de nu skal mødes. 

Og det bliver allerede fredag, at de genforenes. 

»Ophelia og jeg er på vej til lufthavnen nu. Vi glæder os til at se Elvira og spise middag med hende i aften,« lyder det til Se og Hør. 

Snart er familien samlet igen. 
Snart er familien samlet igen.  Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Katerina Pitzner er flyttet til Italien for et par måneder siden.

Hun vil ikke oplyse, hvor længe datteren skal være i Milano, inden hun tager til Danmark. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Elvira og Katerina Pitzner, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. 

Tidligere fredag talte B.T. med Elviras far, Hans Helmgaard, der også var kryptisk omkring, hvor Elvira Pitzner skulle hen efter Dubai. 

»Vi er alle glade for, at Elvira kommer til EU. Tilbage til Europa. Det har noget at gøre med, at der er andre regler, og andre måder at se på kvinder,« fortalte han.