Elvira Pitzner risikerer op til tre års fængsel for utroskab i Dubai.

Instagram har hun nu i et længere opslag gjort sig mange refleksioner om sin situation.

Hun skriver blandt andet:

'Jeg har tilbragt timevis hos politiet og advokater, jeg var i fængsel i tre dage og står over for risikoen for flere års fængsel.'

Elvira Pitzner har nu skrevet et længere indlæg om sin situation på Instagram.
Elvira Pitzner har nu skrevet et længere indlæg om sin situation på Instagram. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Det er som at være med i en dårlig film, som jeg ikke kan vågne op fra. Som en del af processen har jeg måttet vende tilbage til samme politistation og fængsel, som smed mig ind, og se fængselsvagterne i øjnene igen, mens hele min krop rystede af at befinde sig der.'

Elvira Pitzner har siden starten af december været tilbageholdt i Dubai, hvor hun er anklaget for utroskab af sin ekskæreste Milad Saadati.

B.T. har tidligere set dokumentation for, at Milad og Elvira er islamisk gift, og Elvira er derfor underlagt den lovgivning, der findes i Dubai.

Hun kommer med en direkte opfodring til andre kvinder:

'Til alle kvinder derude, der har været undertrykte og misbrugt af en mand: Jeres styrke ligger ikke i, hvordan verden opfatter jer, men hvordan I vælger at opfatte jer selv og komme på benene igen.'

Hun mener selv, at hun kæmper for andre, og kommer med en bredside mod folk, der har undret sig over, at hun fortsat skriver på Instagram.

'Til de kritikere, der har ytret sig negativt i forbindelse med min tilstedeværelse og aktivitet på Instagram under en udfordrende periode i mit liv, føler jeg det nødvendigt at udtrykke min sandhed og stå op for mig selv – og for alle kvinder, der kæmper deres egen kamp i stilhed,' skriver Pitzner, der undrer sig over manglende støtte. 

'Skal jeg nu forblive tavs og lægge mig ned, selvom det ville være det nemmeste at give op og blive depressiv? Fortjener jeg ikke retten til at leve videre, ovenpå alt dette? Skal kvinder virkelig skammes for at tage deres plads tilbage og kæmpe videre.'

'Ville en mand møde samme fordømmelse? Jeg tvivler. Det, der overrasker mig mest, er manglen på støtte fra nogle kvinder', skriver Pitzner, der også forsøger at kigge fremad:

'Jeg prøver at finde glæde på min egen måde, men husk på, at uanset hvor dejligt et sted jeg kan være, og hvor godt det ser ud, kæmper jeg med virkelighedens udfordringer. Jeg ved ikke, hvornår jeg kan forlade landet igen – det kan nemt tage mere et år.'