Der er blevet sagt og skrevet rigtig meget om det kritiserede og omdiskuterede tv-program 'Alle elsker Rasmus' de seneste dage.

Indtil videre har manden, der stod i spidsen for programmet – Martin Johannes Larsen – været tavs. Men nu har han givet sine første ord til Se og Hør.

Ordene, han kommer med, handler dog ikke om den kritik, der har været rettet mod projektet, hvor hans bedste ven, Rasmus Wallbridge, blev snydt i et omfattende nummer, hvor han troede, han skulle lave en film med Martin Johannes Larsen, men hvor det til sidst viste sig at være løgn.

I stedet skriver Martin Johannes Larsen blot følgende til Se og Hør:

»Jeg er på optagelser indtil onsdag i næste uge, så har først tid efter da,« skriver han.

Særligt de seneste dage har flere offentlige personer rejst kritik af TV 2-serien, hvor komikeren Rasmus Wallbridge gennem flere måneder er blevet optaget med skjult kamera og blevet lokket til at tro, at hans drøm om at lave en spillefilm var i gang med at gå i opfyldelse.

Til B.T. reagerede TV 2 torsdag på kritikken.

»Vi lytter selvfølgelig til den debat, der er om programmet, og vi har fuld forståelse for, at det vækker reaktioner,« lød det blandt andet fra redaktør Mads Elias Højbjerg Ravn i et skriftligt svar.

Han forklarede samtidig, at Rasmus Wallbridge selv havde haft mulighed for at tage stilling til programmet.

»Da Rasmus blev lukket ind i hemmeligheden, havde han mulighed for at tage stilling til, om han ønskede at være en del af det videre projekt, og han havde mulighed for at sige nej til publicering,« fortalte Mads Elias Højbjerg Ravn.

B.T. har tidligere kontaktet Rasmus Wallbridge gennem hans manager, men han er ikke vendt tilbage.

Torsdag kom det frem, at Rasmus Wallbridge får sin spillefilm alligevel. Det kan du læse mere om i artiklen HER.