Der var gensyn med tidligere deltagere til den sidste 'Vild med dans'-finale.
Gustav Salinas var derfor tilbage på dansegulvet, efter at program syv blev endestationen for ham og hans professionelle partner, Karina Frimodt.
Man kunne tro, at kroppen så har fået tiltrængt hvile, efter han sagde farvel til de mange hårde timer i træningssalen for flere uger siden.
Men det modsatte er faktisk sket, for lysten til at vende retur til sin »vante« styrketræning – og jagten på at få de otte kilo, han tabte under programmet, tilbage, har sat sig i kroppen.
Det fortæller han, da B.T. møder ham direkte efter finalen, hvor Jasmin Lind og Michael Olesen løb med sejren.
»Første dag – om lørdagen – så tog jeg op og trænede ben. Og jeg var bare sådan her: 'Jeg skal træne lige så hårdt, som jeg plejer.'«

Og det er dén beslutning, der har endt med at få konsekvenser.
»Jeg kunne ikke gå en hel uge. Det har været lidt hårdt. Jeg har virkelig været øm, altså virkelig, virkelig øm. Jeg skal lige vænne mig til det igen.«
Alligevel understreger han, at de kommende måneder kommer til at stå på intensiv styrketræning.
»Nu skal jeg fyldes op. Jeg regner med, at jeg nu bruger december, januar og februar – og til februar eller marts burde jeg være der. Så er jeg tilbage i topform,« siger Gustav Salinas og tilføjer, at der dog er plads til at feste for en aften.
»Jeg plejer slet ikke at drikke alkohol eller spise sukker. Og i aften, så skal jeg bare have en Dried Martini, Whisky Sour og en Pina Colada,« siger han og tilføjer:
»Der skal bare hygges og danses – og så skal der fejres de venskaber og bekendtskaber, som man har fået og hele oplevelsen.«
