Hannah Grant holder pause fra 'Go' morgen Danmark' efter kritik af TV 2
Tv-kokken Hannah Grant har valgt at trække sig fra TV 2-programmet 'Go' morgen Danmark' som følge af kritikken af 'Alle elsker Rasmus'.

Tv-kokken Hannah Grant har valgt at trække sig fra TV 2-programmet 'Go' morgen Danmark' som følge af kritikken af 'Alle elsker Rasmus'.

Den mangeårige kok på TV 2-programmet 'Go' morgen Danmark', Hannah Grant, har mandag formiddag meldt ud på sin Instagram, at hun holder en pause fra programmet og kanalen.
Det sker som følge af det udskældte TV 2-program 'Alle elsker Rasmus', som Hannah Grant har kritiseret kraftigt på sin Instagram-profil.
»Jeg holder en pause fra 'Go' morgen Danmark', indtil der er kommet styr på det ledelsesmæssige bagland og TV 2's etiske og moralske kompas,« starter tv-kokken opslaget.
Hannah Grant forklarer i opslaget, at hun er i chok over, at der ikke er blevet ryddet mere op hos TV 2 efter den MeToo-bølge, der fandt sted for nogle år siden.
Hun mener samtidig, at »enhver anden virksomhedsledelse i Danmark var blevet sat af, hvis lignende ting var foregået.«
Du kan se det fulde Instagram-opslag længere nede i artiklen.
Kort efter offentliggørelsen af opslaget uddybede hun det til B.T.
»Jeg har fået spørgsmålet en milliard gange, om jeg kan være på skærmen, som det foregår lige nu – og det kan jeg ikke,« siger Hannah Grant til B.T.
Her forklarer Hannah Grant, at hun ikke ønsker at være kok på TV 2-programmet i øjeblikket, da hun – som skrevet i opslaget – ikke kan stå inde for ledelsen på tv-kanalen.
»Jeg ønsker ikke at skulle lade, som om det bare er hyggeligt på en tv-kanal, hvor jeg ved, at der er en forrykt ledelse med et forskruet moralsk kompas. Det ønsker jeg ikke at være en del af. Så det er beslutningen,« siger hun og fortsætter:
»En arbejdsplads, der har en tyranbaseret ledelse, og som accepterer overgreb af psykisk karakter som en del af arbejdspladsen og som underholdningsformat – det kan jeg ikke være med til.«
I Instagram-opslaget skriver Hannah Grant også, at der denne gang er tale om »MeToo af psykisk og ikke seksuel karakter, men det ændrer ikke på de grundlæggende principper – at overgreb er utilgiveligt, uanset hvilken form det kommer i.«
B.T. arbejder på at få en kommentar fra TV 2.
Allerede søndag understregede Hannah Grant overfor B.T., at hun kun ville fortsætte i 'Go' Morgen Danmark', hvis hele ledelsen i TV 2 blev skiftet ud.
I den forbindelse forsøgte B.T. ligeledes - uden held - at få en kommentar fra Anna Engdal Stig Christensen, der er administrerende direktør hos TV 2, om kravene om fyringer og truslen om opsigelse fra en medarbejder på grund af skandalen om 'Alle elsker Rasmus'.
Opdateres...