For første gang siden 2005, er der dette efterår ikke 'Vild med dans' i tv.

TV 2 har valgt at pille det populære danseshow af sendefladen, og det betyder, at en lang række af programmets faste stjerner nu går et usædvanligt efterår i møde.

En af dem der har præget 'Vild med dans' gennem årene, er den professionelle danser, Morten Kjeldgaard, der nåede at deltage i 13 ud af 22 sæsoner, hvoraf han vandt en enkelt i 2016.

Sidste år dansede han med skuespiller Julie Rudbæk, men i år venter der altså ikke nogen ny kendt dansemakker.

Hvordan har du det med, at der ikke er 'Vild med dans' i år?

»Det er virkelig underligt. Dog tror jeg først, at det er næste år, at det rigtig går op for mig, da det stadig ikke føles som så længe siden, at vi lavede det.«

Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard, da de vandt 'Vild med dans' i 2016. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ville du gerne have været med, hvis der var ‘Vild med dans’ i år?

»Det er jeg lidt i tvivl om, men det tror jeg.«

Kan du mærke på økonomien, at der mangler en fast indtægtskilde fra ‘Vild med dans’ i år?

»Nej, ikke rigtig. Jeg har min egen online coaching virksomhed ved siden af.«

Frederik Haun og Morten Kjeldgaard med tvillingerne, Nora og Emma, i hjemmet i Rødovre, fredag den 24. januar 2025. Parret er aktuel med tv-serien »Far, far og børn«. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvad har du af planer for efteråret, nu hvor der ikke er ‘Vild med dans’?

»Jeg vil være endnu mere sammen med min familie – og så mit arbejde.«

Er der noget, du nu får tid til, som du normalt ikke ville kunne på grund af 'Vild med dans'?

»Jeg får meget mere tid sammen med Frederik (Morten Kjeldgaards mand, Frederik Haun, red.) og vores piger, og det glæder jeg mig faktisk til.« 

»Denne tid på året plejer jeg at være meget væk, så jeg tror faktisk også, at Frederik er glad for, at der ikke er 'Vild med dans' i år.«

To af Morten Kjeldgaards 'Vild med dans'-kolleger har hver deres baby på vej.

Det kan du læse mere om HER.