Søndag aften melder Sisse Sejr, at hun trækker sig fra podcasten 'Nedsmeltning'. 

En melding, der dog ikke kommer som det store chok for kommunikationseksperten Anna Thygesen.

»Jeg tænkte, at det bare var et spørgsmål om tid,« siger Anna Thygesen til B.T.

I podcasten, som udkom med de første to afsnit tidligere på ugen, sad Sisse Sejr ellers i værtsstolen - med formålet at undersøge, hvordan man kan vende tilbage efter en offentlig nedsmeltning.

Sisse Sejr er nemlig selv blevet dømt for stalking og identitetstyveri af en kvinde, som hendes mand, Esben Bjerre Hansen, havde haft en affære med.

Podcastens format og Sisse Sejrs værtsrolle har dog allerede fra start fået hårde ord med på vejen fra Anna Thygesen, der peger på, at der med podcasten er tale om en re-traumatisering af offeret.

Sisse Sejr trækker sig fra omstridt podcast. (Arkivfoto)
Sisse Sejr trækker sig fra omstridt podcast. (Arkivfoto) Foto: Rune Øe

Derfor tror Anna Thygesen også, at Sisse Sejr og Podimo har koordineret og sat sig ned og talt sammen:

»De har nok spurgt sig selv 'hvad gør vi med de seks afsnit, der er lavet', for alt, hvad Sisse Sejr kommer til at sige i podcasten, bliver udsat for en analyse, og selvom det sikkert vil give trafik, har man nok lavet en risikovurdering og konkluderet, at det her kan vi ikke tåle.«

Anna Thygesens kritik af Sisse Sejrs rolle i podcasten har som sagt ikke været stille, og derudover har kommunikationseksperten også efter hendes eget udsagn været i dialog med offeret for Sisse Sejrs stalking og hjulpet med at finde ud af, om der skulle finde en forelæggelse sted i forbindelse med podcasten.

Men derfor mener Anna Thygesen stadig ikke, at hun har en andel i, at Sisse Sejr nu trækker sig fra projektet:

»Det skal man jo spørge Sisse Sejr og Podimo om, men jeg går da ud fra, at et kommercielt medieprojekt kan tåle kritik. Ingen er jo efter hende for at fortælle sin egen historie, men det er måden, hun gør det på. Men hun har jo stadig sin ytringsfrihed.«

Podcasten var jo stadig kun i sin spæde start, før Sisse Sejr nu trækker sig som vært, så spørgsmålet er, om hun overhovedet nåede at få en fair chance?

»Hvad er en fair chance? Så om det er fair eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Jeg tænker mest på offeret, og jeg synes ikke, det er fair,« svarer Anna Thygesen.

B.T. har søndag aften forsøgt at kontakte Podimo med henblik på at få en kommentar om Sisse Sejrs exit fra podcasten.