Efter rørende Schmeichel-hyldest: 'Det har jeg ingen kommentar til'
Bente Schmeichel sætter ord på torsdagens hyldest af hendes søn, Kasper Schmeichel i Parken, hvor hendes eksmand, Peter Schmeichel også deltog.

Bente Schmeichel sætter ord på torsdagens hyldest af hendes søn, Kasper Schmeichel i Parken, hvor hendes eksmand, Peter Schmeichel også deltog.

En æra er forbi for Bente Schmeichel.
I mange år fulgte hun sin nu eksmand, Peter Schmeichel, når han spillede for det danske fodboldlandshold, og torsdag aften var hun så med i Parken, da de danske fans tog afsked med hendes søn, Kasper Schmeichel.
Da B.T. lørdag eftermiddag møder den i dag 63-årige Bente Schmeichel i Tivoli til premieren på Eventyrteatrets nye forestilling 'Junglebogen', sætter hun ord på den vemodige oplevelse.
»Det var, som jeg havde regnet med. Det er jo trist, men jeg har været forberedt på det i ret lang tid, så det var okay, og jeg synes, det blev gjort rigtig fint.«
Sådan beskriver Bente Schmeichel torsdagens oplevelse i Parken, hvor de danske fodboldfans inden Danmarks Nations League-kamp mod Portugal tog afsked med hendes søn Kasper Schmeichel, der nåede at spille 120 landskampe.
»Det er jo en æra for mig, som har varet i 55 år, hvor jeg er kommet i Parken og haft en form for tilknytning, som også slutter. Så der var mange følelser,« tilføjer hun med henvisning til, at hendes eksmand og Kasper Schmeichels far, Peter Schmeichel, i sin tid nåede 129 landskampe for Danmark.

»Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg tudede, men det gjorde jeg ikke. Jeg er også god til at holde det for mig selv,« tilføjer hun.
I forbindelse med Kasper Schmeichels hyldest, var en stor del af Schmeichel-familien til stede – således også Peter Schmeichel.
Da en journalist foran Tivoli påpeger overfor Bente Schmeichel, at det er lang tid siden, at man har set hende og Peter Schmeichel sammen, svarer hun:
»Jeg blev skilt fra manden for 13 år siden. Så jeg regner ikke med, at I ser os.«

Journalisten tilføjer, at man jo godt kan have et fint forhold, selvom man er skilt.
Til det svarer hun kort:
»Det har jeg ingen kommentar til.«
Da B.T. i stedet spørger, om hun allerede nu kan mærke, at Kasper Schmeichel har fået mere tid til at ses, efter han har indstillet karrieren, svarer hun:

»Det er ikke tilfældet endnu, for han har jo tre børn, der skal køres rigtig meget, og det holder ham i gang. Så jeg har ikke haft glæde af at se ham mere endnu. Men det kommer. Det går jeg da stærkt ud fra.«
Bente Schmeichel tilføjer, at hun derudover er stolt over, at hendes andet barn, influencer Cecilie Schmeichel, er blevet fodboldkommentator hos Disney Plus.
»Det er rigtig dejligt. Jeg tror alle, der har prøvet at have store børn, der lykkedes, kan genkende følelsen af, at så kan man give slip. De kan flyve selv. Det er jo fantastisk. Og jeg er super stolt af begge to.«