I februar 2025 døde Peter Christensen (V) i en alder af kun 49 år.

Han efterlod sig sin kone TV 2 værten Josefine Kofoed, parrets søn og to døtre fra sit første ægteskab.

Efter tabet af deres far og mand kan familien nu tage hul på et nyt kapitel af deres liv, skriver Se og Hør.

Det er nemlig lykkedes Josefine Kofoed at sælge den villa på Amager, som hun sammen med Peter Christensen købte i 2019 tre år efter deres bryllup.

Enken bekræfter overfor mediet, at huset er blevet solgt som et skuffesalg, og at familien nu skal videre.

Ifølge Tinglysningen er den 156 kvadratmeter store villa blevet solgt for 17,2 millioner kroner.

Allerede som 16-årig var Peter Christensen tæt på at miste livet, da han første gang blev ramt af kræft.

I 2021 var sygdommen tilbage, og politikeren, der tidligere har været både folketingsmedlem for Venstre og skatte- og forsvarsminister, blev sygemeldt.

I et interview med Alt har Josefine Kofoed tidligere sat ord på, hvor vigtigt, det er for hende at genfinde livsglæden efter sit tab:

»I dagene efter min mand døde, besluttede jeg mig for, at jeg hver morgen blev nødt til at tage et aktiv valg om at stå op og få det meste ud af livet. Ikke for min skyld, men for vores søn,« sagde hun:

»Jeg traf også et aktivt valg om, at vores hjem skal være et larmehjem. Det var det af helt naturlige årsager ikke i de fire år, hvor Peter var syg, men det er vigtigt for mig, at det bliver sådan fremover, for det er den, jeg er.«