Rene Fredensborg er fortid på Ekstra Bladet. 

Det skriver han selv i et opslag på Facebook, hvor han informerer om sin fyring. 

»Jeg er blevet gjort bekendt med en personalesag, som har ført til at jeg desværre ikke længere er ansat på Ekstra Bladet,« skriver han og tilføjer: 

»Det drejer sig om interne forhold, som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan kommentere yderligere, før den interne proces er afsluttet.« 

Ifølge René Fredensborg, som har fungeret som kulturkommentator gennem flere år og skrevet ledere, er der dog ikke tale om en »MeToo-sag eller en anklage om fysisk grænseoverskridende adfærd.«

Han skriver videre, at han ikke har indtaget stoffer eller smuglet i arbejdstiden. 

Den ansvarshavende chefredaktør på mediet, Knud Brix, bekræfter, at man har stoppet samarbejdet med René Fredensborg.

»Jeg kan bekræfte, at vi har stoppet samarbejdet, men det er en personalesag, og derfor kan jeg selvfølgelig ikke kommentere det yderligere,« siger han til Ekstra Bladet.

B.T. forsøger at få en kommentar fra René Fredensborg angående hans fyring.