I midten af juni mistede manuskriptforfatter Trine Appel sin mand til kræft.

Nu løfter hun sløret for, at hun de sidste fem måneder har været voldsomt ramt af sorg.

»Jeg har været sygemeldt i fem måneder, fordi min mand døde. Men nu skal jeg til at arbejde igen. Jeg føler mig lige så stille klar til at arbejde igen,« siger hun til Billed-Bladet.

Hun forklarer til mediet, at hendes mand – Søren Poppel – i flere år havde været syg med kræft. Alligevel var det et chok for manuskriptforfatteren, da manden døde.

For efter mere end 16 år sammen skulle Trine Appel nu finde ud af, hvordan hendes liv skulle se ud uden hendes afdøde mand.

Siden mandens død har Trine Appel både gået i sorggruppe og snakket med en præst. Hun har samtidig haft fokus på at gøre ting, der føltes rart og godt.