Efter kritik fra Anders Matthesen: Nu har S-minister slettet Kim Larsen-opslag
Den socialdemokratiske social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har pludselig slettet et opslag fra sin instagramprofil, hvor Kim Larsen indgik. Det sker efter, hun blev ramt af hård kritik fra komiker Anders Matthesen.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har nu fjernet et opslag med Kim Larsen fra sin instagram-profil. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Tirsdag aften blev social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen ramt af hård kritik fra Anders Matthesen, efter hun havde kædet den kendte komiker sammen med et budskab om formueskat på sine sociale medier.
Og nu er den altså tilsyneladende gal igen.
I hvert fald har Sophie Hæstorp Andersen onsdag middag slettet et opslag fra sin instagramprofil med Kim Larsen, som hun delte den 2. marts.
I opslaget, som nu er fjernet, så man et gammelt videoklip med Kim Larsen, der sætter ord på, at de bredeste skuldre bør bære i et samfund.
Til det har Hæstorp selv skrevet teksten:
'Når man prøver at forklare de mørkeblå partier, hvorfor formueskat er en god idé. Gad vide, hvad Kim Larsen ville have sagt?' lød det fra ministeren i opslaget.
Screenshot fra Sophie Hæstorp Andersens instagramprofil, før hun slettede opslaget med Kim Larsen.
Et opslag, som komiker Anders Matthesen tilsyneladende heller ikke gav meget for.
Da Anders Matthesen tirsdag aften gik i rette med Sophie Hæstorp Andersen på sociale medier, skrev han blandt andet:
'Jeg hader Socialdemokratiet og jeres populistiske tricks - tænk at du blander mig ind i din klamme valgkamp - og ikke nok med det - men salige Kim Larsen?? find nogle ben at stå på', lød det fra Anders Matthesen.
I en story gik han endnu hårdere til makronerne - og Socialdemokratiet.
»Hold kæft hvor er I klamme med jeres ulækre tricks, jeg stemmer 100 procent sikkert ikke på jer, alene på grund af de der klamskabstricks. Er I fucking influencere, eller hvad sker der. Sælger I stole, eller skal I forestille at drive vores land? Tag jer dog sammen og find nogle ben at stå på,« lød det der fra komikeren.
Kritikken fra Matthesen medførte, at Hæstorp Andersen fjernede alt indhold med komikeren fra sine sociale medier.
Anders Matthesen ville ikke finde sig i at blive brugt af Socialdemokratiet i deres valgkamp, og tirsdag aften sagde han klart fra. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Men om det er det, der også har fået hende til at fjerne opslaget med Kim Larsen vides ikke.
I det nu slettede kommentarspor til opslaget var der dog også flere andre kritiske kommentarer. Herunder en, der mente, at opslaget burde slettes - en kommentar der blev liket af Kim Larsens søn, musiker Hjalmer og Anders Matthesen selv.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Sophie Hæstorp Andersen i forbindelse med sletningen.
Allerede onsdag morgen kontaktede B.T. dog ministeren og spurgte, hvad hun mente om kritikken af hendes deling af Kim Larsen, og om hun havde i sinde at slette opslaget.
Den henvendelse er hun endnu ikke vendt tilbage på.