Musikeren, Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, delte tidligere på måneden historien om, hvorfor hun måtte trække sig som dommer i tv-programmet 'X Factor'.
På Instagram fortalte hun, at datteren Bellis havde fået konstateret en sjælden og hurtigvoksende kræftsygdom.
Men efter flere måneder med behandling blev den lille pige erklæret rask og 'klar til livet', fortalte sangeren videre.
Nu har Oh Land, Bellis og familien holdt jul sammen.
I et nyt opslag på det sociale medie deler Oh Land et mor-datterbillede.
»Det blev alligevel jul for os i år. Vi klarede os i julemål uden virus, infektioner og alt det andet, der følger med, når man har en immunsvækket pige,« skriver hun på Instagram og tilføjer:
»Sejeste lille Bellis – tak for at lande hos os. Du er min mandel i risalamanden. Mine tanker går ud til alle dem, der kæmper, savner eller har brug for et ekstra kram.«
Sammen med sin mand, Adi Zukanovic, blev Oh Land i juli i år forældre til Bellis.
Parret har også den fem-årige søn, Ernst, mens Oh Land sammen med kunstneren, Eske Kath, har sønnen Svend.

