Tirsdag morgen kom det frem, at Forbrugerådet Tænk har klaget over streameren Rasmus Søndergaard til Forbrugerombudsmanden for at have reklameret for energidrikken Red Bull og alkohol til børn.

Her mener Forbrugerådet Tænk, at Red Bull og Rasmus Søndergaard bryder loven, da det burde være åbenlyst, at den unge youtubers publikum under 18 år.

»Det er både uansvarligt og efter vores vurdering ulovligt for Red Bull at reklamere for deres energidrikke på denne måde. Red Bull har gjort sig til en fast del af Rasmus Søndergaards univers, mens tusindvis af mindreårige kigger med,« siger Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk.

Rasmus Søndergaard selv mener ikke, at han gør noget forkert, da han ikke laver indhold til børn. Det fortæller han i en pressemeddelelse:

»Jeg laver indhold til voksne, og børn skal ikke møde reklamer, der ikke er til dem. Jeg er helt uenig i klagen, men vi lytter, for vi skal passe på de yngste. Der ér jo udfordringer med indhold, der er rettet mod børn, som er langt fra det jeg laver, og jeg støtter op om holdningen. Man skyder bare efter de forkerte her.«

Derudover skriver han, at han fra starten har været åbent omkring sit samarbejde med Red Bull, og at han ikke har et samarbejde med alkoholproducenter, men når der bliver drukket alkohol, er det voksne mennesker i programmer for voksne.

Frem mod det kommende 'Sønderthon 2.0,' hvor han skal livestreame i 342 timer, understreger han, at det er rettet mod +18 segmentet, og at han forventer, at langt størstedelen af seerne vil være voksne.

»Jeg glæder mig vildt til at komme i gang med Sønderthon 2.0 og inviterer alle der måtte være i tvivl om vores indhold til at kigge med,« afrunder han pressemeddelelsen.