Sofie Linde har for anden sæson i træk fulgt deltagerne fra 'Hotel Romantik' i deres rejse og søgen efter kærlighed. 

Det var derfor også en berørt Sofie Linde, der fik overrakt nyheden om, at endnu to deltagere fra dette års sæson nu kan kalde sig for kærester. 

Det fortæller Tom Ammitzholt til Se og Hør, efter det er blevet offentliggjort, at han er blevet kærester med Joan Nørgaard.

»Sofie spurgte, om vi var blevet kærester, og så sagde vi »ja«. Og så, jeg vil nærmest sige, at Sofie bryder næsten sammen. Og var så glad på vores vegne,« fortæller Tom til Se og Hør.

Han uddyber, hvor skønt det er, at Sofie Linde og hendes mand og medvært på programmet, Joakim Ingversen, engagerer sig så meget i deltagernes liv.

Tom og Joan afslørede over for B.T. i sidste uge, at de er blevet kærester efter at have datet i tre måneder i Danmark.

Det slog ikke gnister ved første øjekast på Mallorca, og det skyldes ifølge begge parter, at Tom ikke var klar dengang. 

Men efter en del telefonisk kontakt besluttede parret sig for at give det et skud. 

»I et nyt forhold må man jo lige prøve det af og se, om det kan udvikle sig til noget mere. Og det er præcis det, vi er i gang med nu,« fortalte Tom Ammizholt til B.T.