Anne Laxholm stoppede sidste år som dommer på tv-programmet 'Vild med dans'.
Nu har hun altså også valgt at sige farvel til sin danseskole.
Det fortæller den tidligere 'Vild med dans'-dommer i et interview med BILLED-BLADET.
»Efter 21 fantastiske år i vores skønne Dance Academy Laxholm studie i Hørsholm er tiden nu kommet til et nyt kapitel og dermed den allersidste dans for vores vedkommende,« siger hun og fortsætter:
»Vi har derfor solgt studiet fra den 1. august. Hvorefter vi begiver os hen på nyt territorium som pensionister,« fortæller Anne Laxholm til mediet.
Sidste år sagde den tidligere 'Vild med dans'-dommer da også farvel til tv-programmet efter at have været dommer på programmet siden 2005.
Her fortalte hun, at hun så frem til at have »efterårets fredage fri for første gang i mange år«.
Og nu har 73-årige Anne Laxholm altså valgt at sælge det danseinstitut, som hun har sammen med sin to år ældre mand Hans-Henrik Laxholm for at nyde tiden som pensionister.

