Efter 11 år: Mads Junker er single
Der er for nylig sket en stor ændring i fodboldekspertens privatliv

Der er for nylig sket en stor ændring i fodboldekspertens privatliv

Sommerferien bliver anderledes for fodboldeksperten Mads Junker.
Han har netop overstået et VM, hvor han gennem seks uger hver dag har tonet frem på TV 2s kanaler. Nu er det tid til at holde fri.
Men han afslører nu, at der er sket en stor ændring i privatlivet.
Mads Junker og hans mangeårige kæreste Elisabeth Saksø-Larsen, der også er mor til hans to børn, er nemlig gået fra hinanden. Det fortæller han til mediet Kendte.dk.
»Nu har jeg lidt sommerferie sammen med ungerne. Deres mor og jeg er gået fra hinanden, så det skal vi lige lande i. Det har været en omvæltning at blive skilt, men vi er gode venner,« siger Mads Junker til mediet.
Fodboldeksperten og Elisabeth Saksø-Larsen var ikke gift, men dannede par i 11 år.
I 2018 blev de forældre til en lille dreng, og et år senere fik knægten selskab af en lillesøster.
Det er dog ikke længe fodboldeksperten får lov til at nyde fritiden.
For allerede fra næste uge, når Superligaen skydes i gang, vender han tilbage på skærmen.
Foruden sin karriere som ekspert har Mads Junker en fortid som professionel fodboldspiller.
Her spillede han blandt andet i FC Nordsjælland. Han er også noteret for syv kampe på de danske landshold.