Dybt rystet Qvortrup ramt af kødædende bakterie: 32 timer i narkose
Henrik Qvortrup kunne have mistet livet under en operation i weekenden. 'Havde uudholdelige smerter,' skriver han i et opslag på Facebook.

Henrik Qvortrup kunne have mistet livet under en operation i weekenden. 'Havde uudholdelige smerter,' skriver han i et opslag på Facebook.

B.T.s politiske analytiker og kendte podcastvært Henrik Qvortrup har haft en meget skræmmende weekend, hvor han kunne have mistet livet.
Det skriver han om i et opslag på Facebook.
Forløbet begyndte torsdag aften, da han sad og så VM-fodbold.
Pludselig satte en voldsom smerte ind i hans venstre ben, og blot en time senere var smerterne så voldsomme, at han ikke længere kunne støtte på det.
Efter først at have aftalt med Akuttelefonen 1813, at han skulle se tiden an, ringede sygeplejersken tilbage kort efter. En læge mistænkte, at der kunne være tale om kødædende bakterier.
'Det går skræmmende hurtigt', skriver Henrik Qvortrup i sit lange opslag om forløbet.
Kunne dø
En ambulance kørte ham så til Bispebjerg Hospital, hvor smerterne ifølge Qvortrup var 'uudholdelige'.
Her blev hans knæ tømt for væske, som han selv beskriver som 'leverpostej rørt op med vand' inden han akut blev gjort klar til operation.
Inden indgrebet fortalte anæstesilægen ham, at operationen var farlig, og at han potentielt kunne vågne uden sit ene ben.
'Jeg skal akut på operationsbordet, forinden når anæstesilægen at fortælle mig, at det er en farlig operation, hvor jeg potentielt kan vågne op med et ben. Hvis jeg da overhovedet vågner op; i klar tekst får jeg vide, at jeg kan dø på operationsbordet. Dybt rystet bliver jeg kørt på ind, og jeg bliver lagt i narkose,' skriver og tilføjer:
'Hvis jeg da overhovedet vågner op. I klar tekst får jeg at vide, at jeg kan dø på operationsbordet.'
32 timer i koma
Tidligt fredag morgen blev han lagt i narkose. Først 32 timer senere, lørdag eftermiddag, vågnede han igen.
Da han vågnede, blev han ramt af et angstanfald.
'Jeg rammes af et regulært angstanfald; den halve dødsdom fra narkoselægen sidder stadig dybt i mig. I løbet af de 32 timer i koma når jeg at blive kørt i ambulance til Rigshospitalet, at blive opereret to gange i benet - samt to ophold i Rigets trykkammer, en Jacques Coustea-lignende konstruktion placeret nederst på Rigshospitalet,' skriver han.
'Sikken en uge'
Nu, knap en uge senere, er situationen heldigvis en helt anden.
Det angrebne væv er blevet fjernet, og Henrik Qvortrup bliver behandlet med store mængder antibiotika.
Qvortrup har desuden gennemgået endnu en operation og mangler nu en afsluttende plastikkirurgisk behandling.
Tirsdag kunne han for første gang nyde solen fra en kørestol uden for hospitalet.
'Sikken en uge. Og skønt stadig at være her', afslutter han sit lange skriv om forløbet.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Henrik Qvortrup.