DR-vært Ulla Essendrop roser Hamann for særlig detalje: 'Det er helt fantastisk, at den her bog kommer ud'
Influencer og 'Bagedyst'-vinder Tobias Hamann har fået kritik for sin bog 'Influenza', men nu får han også ros fra DR-vært Ulla Essendrop for en særlig detalje.
Ulla Essendrop er i dag vært på 'TV Avisen' og har tidligere været vært på blandt andet 'Aftenshowet' på DR. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Siden influencer Tobias Hamanns nye bog 'Influenza' udkom fredag, har kritikken været til at tage og føle på.
Men nu får den tidligere 'Bagedyst'-vinder ros fra DR-vært Ulla Essendrop, der blandt andet er vært på TV Avisen.
I bogen 'Influenza' beskriver Tobias Hamann, hvordan han er blevet syg af influencerbranchen, fordi han i jagten på følgere og penge har mistet sig selv.
I bogen beskriver Hamann også forløbet omkring den meget omtalte sekvens, hvor han bagte boller med statsminister Mette Frederiksen, der kom hjem til ham under kommunalvalgkampen.
I bogen beskriver Hamann blandt andet, hvordan han oplevede at blive brugt meget strategisk.
Tobias Hamann udgav i sidste uge bogen 'Influenza'. Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
'Jeg når alligevel at tænke, om det handler om boller, eller om hvem, der står ved siden af hvem på det billede, vi skal tage,' skriver han i bogen.
Og ifølge Ulla Essendrop er det både godt og vigtigt, at den slags fortællinger om influencere og politikere kommer frem.
Det fortæller hun i den seneste udgave af podcasten 'Spotlight', der har tv-vært Abdel Aziz Mahmoud som vært.
»Det er så godt for os alle sammen, at han har det med. For vi skal som brugere styrkes i vores afkodningskompetencer, og hvad det er, vi kigger på.«
»Vi skal simpelthen til at lære at forstå, at når folk med magt dukker op i andres feed, så er der som regel nogle mekanismer bag det og nogle hensigter med det, der handler om mere end en opskrift, og det er så vigtigt, at vi begynder at tage sløret væk fra det, så vi kan forstå, hvad der ligger bagved,« siger Ulla Essendrop i podcasten.
Tv-værten mener, det er vigtigt, vi får mere fokus på, hvad der sker, når politisk kommunikation og influencer-indhold bliver sammenblandet.
Derfor mener hun i den grad også, at bogen har sin berettigelse.
»Det er så spændende, og det er en af grundene til, at jeg synes, det er helt fantastisk, at den her bog kommer ud, så vi kan begynde at have nogle af de her samtaler også,« lyder det fra Essendrop i podcasten.
Her diskuterer et panel ugens store historier - og i denne uge altså blandt andet historien om Hamann, der også tidligere på ugen gav et større interview til netop 'Spotlight'.