DR-vært udsat for chikane: Bliver kontaktet 6-12 gange om dagen
Den danske radiovært Oliver Breum er lige nu offer for chikane. Men den løsning, som hans teleselskab foreslår ham, kan han ikke se som en mulighed.

Den danske radiovært Oliver Breum er lige nu offer for chikane. Men den løsning, som hans teleselskab foreslår ham, kan han ikke se som en mulighed.

Radiovært på P1 Debat, Oliver Breum, har haft et par anstrengende uger.
Han har nemlig været udsat for chikane og stalking, da et skjult nummer har kimet ham ned 6-12 gange om dagen i flere uger.
Det skriver han i et opslag på Facebook.
'Et skjult nummer har ringet til mig 6-12 gange om dagen. Om eftermiddagen, om aftenen, om natten og om morgenen. En enkelt gang tog jeg telefonen, og her tilbød en forvrænget stemme seksuelle ydelser,' skriver han blandt andet i opslaget.
B.T. har snakket med DR-værten, som udtrykker stor frustration over situationen.
»Jeg aner ikke, om det er nogen, der har set sig sure på mig grundet min journalistik, mit privatliv eller noget helt andet,« fortæller han.
Oliver Breum er i kontakt med sit teleselskab for at finde en løsning. Den eneste mulighed, de har udlagt for ham er dog, at de kan give ham et nyt nummer og sørge for, at det er skjult.
Men det er ikke noget, som værten på nuværende tidspunkt ser som en mulighed grundet hans virke som journalist.
»I forhold til hvor mange kilder jeg har, hvor stort et arbejde, det ville være at skifte over, og hvor mange der har mit nummer, så kan det ikke lade sig gøre,« fortæller han.
I forvejen har han set sig nødsaget til at fjerne sit nummer fra offentlige platforme – et nødvendigt tiltag, som han lige skal sluge.
»Hvis folk havde kritik af historier, ville jeg gerne have, at de kunne sende det til mig, og jeg svarer altid på alt. Det synes jeg er en grundpille i journalistik, men det har jeg fjernet, og det er et kæmpe nederlag,« siger han.
Oliver Breum stiller sig kritisk over for, at hans teleselskab ikke kan gøre andet, end at tilbyde ham et nyt nummer.
»Jeg spurgte dem, om det kan passe, at med den mængde data, jeg ved, at de har, at det er det eneste, de kan tilbyde, og det er det,« fortæller han og uddyber:
»Det her eksempel er ikke særlig slemt, men jeg tænker, at flere kvinder bliver udsat for langt værre, og der har jeg sagt, at de en anden gang skal tage det mere seriøst. Jeg synes det er vildt, at den der bliver udsat for det skal lide«.
Hvis chikanen fortsætter, kan et nyt nummer kan være sidste udvej for DR-journalisten.
»Hvis det eskalerer, må jeg jo tage den derfra. Jeg er ikke blind over for, at det kan vise sig at være det værd. Det er en balance, og måske det bider mig i røven, at jeg siger det højt,« fortæller han.
DR arbejder på en løsning sammen med politiet, så Oliver Breum forhåbentlig snart kan blive fri for chikanen.