I sensommeren og efteråret kunne hele Danmark følge med, mens Laura Lambek blev gift med Sonny Damgaard i et af de mest sete tv-programmer herhjemme, DR’s ‘Gift ved første blik’.

Det stod hurtigt klart for både parret og seerne, at de to nok ikke var et match, og de to forlod programmet i utide.

Hele processen var hård for Laura Lambek, fordi hun vendte mange af de ting, der ikke fungerede, indad.

»Jeg følte mig meget forkert i processen og blev meget selvkritisk. Det var enormt hårdt. Det var også lærerigt og spændende, men det var virkelig hårdt at blive konfronteret med mange ting på en gang med et kamera i nakken,« siger hun til B.T.

Hun blev særligt ked af, at den Laura, der blev vist på tv, ikke stemte overens med den person, hun normalt er, som er langt mere sprudlende.

På tv var hun presset, i dårligt humør og træt. Og det reagerede seerne i den grad på.

Laura Lambek og Sonny Damgaard blev gift i 'Gift ved første blik'.
Laura Lambek og Sonny Damgaard blev gift i 'Gift ved første blik'. Foto: Brian Lichtenstein

Laura Lambek vidste godt, at hvis hun stillede sig frem i et datingprogram i bedste sendetid på DR, så ville der følge opmærksomhed med. Nok også nogle grimme kommentarer.

Men den bølge, der ramte hende, havde hun alligevel ikke forudset.

»Rigtig mange har skrevet, at jeg var en tør kiks, at jeg var kedelig og skulle komme ind i kampen. Det ramte bare et helt vildt sårbart sted,« fortæller Laura Lambek.

Kommentarerne fandt sted på Facebook, i Reddit-tråde og i form af private beskeder til Laura, og en dag tikkede der også en meget voldsom besked ind.

»Der var en, der skrev til mig, at jeg burde tage mit eget liv, men det ville være spild af reb,« fortæller Laura Lambek.

Trods den voldsomme ordlyd, havde hun kun hovedrysten til overs for kommentaren.

»Jeg valgte at slette og blokere, og jeg tænkte, det ikke var noget, jeg ville bruge kræfter på,« siger hun og tilføjer, at hun ikke har meldt vedkommende, der sendte beskeden, men havde gjort det, hvis det var fortsat.

Hun undrer sig dog over, hvor voldsomme reaktioner man skal stå model til, blot fordi man har været med i et tv-program.

Laura Lambek bor til daglig i Jelling.
Laura Lambek bor til daglig i Jelling. Privatfoto

»Man ser så lille en bid af den oplevelse, og jeg kan stå inde for det, jeg gjorde, men det var virkelig hårdt at modtage så meget kritik. Jeg havde ikke regnet med, at det ville være så voldsomt,« siger Laura Lambek.

»Jeg tror, det bunder i, at jeg som barn og ung er blevet mobbet ekstremt meget, så det ramte et sår i mig,« tilføjer hun.

For Laura Lambek er mobningen ikke noget, hun har lagt helt bag sig endnu, og netop derfor gør angrebene på sociale medier ekstra ondt.

»Jeg har været klassens tykke pige og alle de her ting. Jeg passede ikke ind, og jeg var et nemt offer. Det har jeg arbejdet på hele mit voksne liv, og jeg tror desværre ikke, jeg er kommet over det,« forklarer hun.

Derudover har Laura Lambek i sit voksne liv fået en autismediagnose, som gør, at hun netop kan være udfordret i sociale sammenhænge på den måde, at det koster hende mere energi at være social.

Men efter de hårde kommentarer har Laura Lambek brugt sensommeren på at modbevise kritikerne. Hun har festet, været ude og været social.

Måske også for at bevise noget for sig selv.

»Jeg har gerne villet vise den side, jeg ikke viste på tv. Den sjove og festlige og alt muligt andet, jeg ville enormt gerne være likeable og passe ind,« fortæller Laura Lambek.