De har formentlig begge rygende travlt med Donald Trumps genfundne og intensiverede interesse i Grønland.

Men DR-parret Stéphanie Surrugue og Lasse Engelbrecht, som begge dækker USA og er værter på podcasten 'Stjerner og striber', har alligevel haft tid til lejlighedsshopping i indre København.

Således fremgår det ifølge Se og Hør af Tinglysningen, at parret har smidt ti millioner kroner efter en lejlighed i centrum af København.

De to har i øjeblikket hver deres adresse, men får 1. februar nøglerne til deres første fælles hjem.

Mere specifikt flytter DR-værterne ind i en 175 kvadratmeter stor lejlighed på Christianshavn.

48-årige Surrugue fortalte i 2023 til B.T., at hun var faldet for sin tre år ældre kollega. Dengang havde de været kolleger i syv år.

»Det var et klik. Jeg har altid haft stor respekt for ham, fordi jeg synes, han er så skidedygtig, og det lyder jo så klichéagtigt, men det at forelske sig i en, som man basically var ven med, er jo virkelig en god idé.«

»Man kender hinanden. Der er ikke så meget stress. Vi vidste, hvad vi gik ind til,« fortalte hun dengang.