Jonathan Spang er færdig som vært på DR-programmet 'Tæt på sandheden' – men det er ikke helt slut med satire. 

Komikeren blev fyret i sidste uge, efter en kvinde beskyldte ham for at have begået et overgreb på hende, da hun var 15 år. Selv afviser han at kunne genkende hendes udlægning og beskyldninger. 

Det populære DR-programs skæbne har siden været uklar.

Til Ekstra Bladet vil DRs direktør i Publicering og Brugere, Lasse Bastkjær Jensen, heller ikke oplyse, om programmet vender retur. 

Til gengæld fortæller han, at Jonathan Spang-skandalen ikke har sat en stopper for fremtidig politisk satire på Danmarks Radio. 

»Det er vigtigt med plads til satiren – i DR og samfundet generelt. Derfor er det også vores klare ambition, at den opgave skal løftes i fremtiden,« oplyser DRs direktør i Publicering og Brugere Lasse Bastkjær Jensen, til Ekstra Bladet og tilføjer: 

»Men det er virkelig herligt, at så mange fra holdet bag har mod og lyst til at formidle satire sammen med DR. Det kommer vi bestemt til at tage en snak med dem om.«

'Tæt på sandheden' har indtil nu været produceret af selskabet 'Small Shoes', som er ejet af Jonathan Spang – ifølge Ekstra Bladet blev hele holdet bag programmet fyret kort inden, at DR opsagde samarbejdet med Jonathan Spang.