Den yderst ombejlede Lise-Lotte Bak løb med danskernes hjerter, da hun jagtede kærligheden i DR-programmet 'Hotel Romantik'.
Og selvom det projekt ikke lykkedes i programmet, så tilsmiler lykken nu endelig Lise-Lotte, der deler glædeligt nyt.
Det fortæller hun til mediet Her & Nu.
»Jeg ses med en rigtig dejlig mand, og jeg er så glad. Jeg håber, at 2026 kommer til at bringe rigtig mange skønne ting for os,« fortæller den 65-årige til mediet.
Men på trods af at have datet for rullende kameraer og delt sårbare fortællinger med de danske tv-seere, så har Lise-Lotte Bak altså tænkt sig at gå anderledes til værks denne gang.
Hun vil nemlig gerne holde sin nye flamme hemmelig lidt endnu – og det er der en helt særlig grund til.
DR-darlingen vil gerne være sikker på, at han er den rigtige, før hun afslører hans identitet, lyder det.
Siden hun deltog i DR-programmet har hun da også været en populær kvinde blandt interesserede mænd.
Tilbage i efteråret fortalte hun nemlig, at hendes indbakke var oversvømmet med mænd.
De må dog stå skuffet tilbage indtil videre.
Til B.T. har Lise-Lotte Bak tidligere forklaret, hvorfor hun og Frank Andersen ikke endte som et par i et 'Hotel Romantik'.
»Da vi kommer hjem og skal ud af den boble, der trak jeg mig. Jeg manglede simpelthen det sidste, og det finder man først ud af, når man kommer hjem,« lød det.
Dog er de stadig gode venner den dag i dag.

