Peter Lund Madsen var en yderst driftig herre, mens han var i live.

Men efter årtier med millionindbringende videnskabsformidling, faldt han pludselig om med en akut hjerteinfarkt og døde i august, 65 år gammel.

Nu viser det sig dog, at Peter Lund Madsen var midt i optagelserne til en dokumentarserie, da han gik bort.

Det fortæller Anders Lund Madsen til B.T., mens DR bekræfter det.

»Han var i færd med at lave en dokumentarserie om diagnoser færdig, da han døde,« lyder det fra Peter Lund Madsens lillebror og faste samarbejdspartner.

Anders Lund Madsen vidste dog ikke, hvad der skulle blive af det, der blev Peter Lund Madsens sidste tv-optagelser.

Anders Lund Madsen og Peter Lund Madsen var uadskillelige siden barnsben. Og til det sidste arbejdede de to brødre tæt sammen.
Anders Lund Madsen og Peter Lund Madsen var uadskillelige siden barnsben. Og til det sidste arbejdede de to brødre tæt sammen. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Men nu står det klart, at DR har besluttet at gøre dokumentarserien om psykiatriske diagnoser færdig uden den afdøde vært.

»Serien om psykiatriske diagnoser har været sat i bero i forbindelse med Peter Lund Madsens alt for tidlige død,« oplyser DR først i et skriftligt svar til B.T.

Men selvom optagelserne på grund af dødsfaldet aldrig blev færdige, så vil man nu gøre dokumentarserien klar til at blive sendt på skærmen alligevel. 

»Vi kan bekræfte, at serien fortsætter i produktion og forventes færdigproduceret i efteråret 2026,« lyder det fra DR.

Peter Lund Madsen var forsker, læge og psykiater. Han har udgivet flere bøger og tv- og radioprogrammer om psykiatriske diagnoser, og til næste år er han posthumt vært på et tv-program på DR om selvsamme. Han havde selv angst som dreng, har han fortalt.
Peter Lund Madsen var forsker, læge og psykiater. Han har udgivet flere bøger og tv- og radioprogrammer om psykiatriske diagnoser, og til næste år er han posthumt vært på et tv-program på DR om selvsamme. Han havde selv angst som dreng, har han fortalt. Foto: Linda Kastrup

Peter Lund Madsen var videnskabsformidler, læge og psykiater med speciale i hjernevidenskab og psykiatri. 

Han debuterede på DR i 1998 med tv-programmet 'Hjerne-Madsen', og han nåede at lave et væld af radio- og tv-programmer på public service stationen, foruden bøger og foredrag – som oftest med videnskaben i fokus.

Frem til sin død havde Peter Lund Madsen P1-programmet 'Hjernekassen', der dog efterfølgende blev lukket. 

Desuden havde han netop skrevet bogen 'Mysteriet om den sovende hjerne' færdig, som efter en rum mystik blev udgivet posthumt i september.

Ikke mindst nåede Peter Lund Madsen to måneder før sin død at deltage i DRs nye historiequiz 'Jagten på historien' sammen med sin bror Anders Lund Madsen.

Men faktisk var det program lige ved aldrig at blive sendt – til Anders Lund Madsens store fortrydelse. Læs mere om det HER.