Vidste du, at TV 2 måtte betale erstatning til en familie i kølvandet på den første 'Pyrus'-julekalender? 

TV 2 viser igen i år Martin Miehe-Renards populære julekalender 'Alletiders jul', og i den anledning løfter han sløret for en række sjove facts, som du måske ikke vidste om det 29 år gamle julehit.

Eksempelvis hvad 'Alletiders jul' har til fælles med 'Terminator 2' og 'South Park' – og om han nogensinde har hørt fra dronning Margrethe, som julekalenderen nævner igen og igen.

1. Pyrus er inspireret af to personer

Det var Martin Miehe-Renards dengang fireårige søn Oliver, der gav ideen til 'Alletiders jul', da den lille dreng spurgte, hvorfor man sætter et grantræ ind i stuen til jul.

Martin Miehe-Renard havde i 1986 lavet DR-julekalenderen 'Jul på slottet', og derfor blev Pyrus-karakteren en blanding af sønnen Oliver og Allan Olsens frække 'Jul på slottet'-nisse 'Fimpe'.

Allan Olsen som 'Fimpe'-nissen i 'Jul på Slottet'.
Allan Olsen som 'Fimpe'-nissen i 'Jul på Slottet'. Foto: DR
Vis mere

2. Kæmpe manuskript

Martin Miehe-Renard har både skrevet og instrueret 'Alletiders jul' – inklusiv teksterne til de mange sange.

Han fortæller, at det tog cirka fem-seks måneder at få skrevet manuskriptet på 1200-1500 sider, inden man var klar til optagelse i sommeren 1994.

3. Ikke på julekort med dronning Margrethe

I 'Alletiders jul' skal rigsarkivar Bertramsen samle en bog om den danske jul til dronning Margrethe. 

Selvom Kongehuset bliver nævnt flere gange i løbet af julekalendrene om 'Pyrus' , har Martin Miehe-Renard dog aldrig hørt fra dronningen.

»Nej, hendes majestæt og jeg har aldrig været på julekort,« lyder det fra instruktøren.

4. Måtte betale stor erstatning

Har du undret dig over, at Paul Hüttels rolle efter 'Alletiders jul' skifter navn fra Guttenborg til Gyldengrød?

Ifølge en B.T.-artikel fra 1994 blev virkelighedens Guttenborg-familie sur over, at man brugte deres beskyttede navn, og TV 2 måtte derfor ifølge artiklen betale 75.000 kroner i erstatning.

»Jeg husker ikke beløbet, men det er sandt at en lagerforvalter fra Sønderjylland viste sig at hedde det samme og greb chancen til at få en ekstra julegave det år,« fortæller Martin Miehe-Renard og tilføjer: 

»Året efter (I opfølgeren 'Alletiders nisse, red.) modtog seriens Guttenborg allerede i første afsnit et forseglet brev fra Nisserådet, hvor han blev nisseadlet og fik navnet Von Gyldengrød. Meget flottere – og ikke så lidt billigere.«

Guttenborg, Freja og Pyrus i 'Alletiders jul'.
Guttenborg, Freja og Pyrus i 'Alletiders jul'. Foto: Søren Hartvig
Vis mere

5. Lånte fra 'Terminator 2'

Selvom grafikken i 'Alletiders jul' kan virke bedaget, var det topmoderne i 1994, hvor Martin Miehe-Renard fik lov til at låne to computere fra det amerikanske firma Silicon Graphics, hvis folk forinden havde lavet grafik til 'Terminator 2'.

»Ordningen blev til via en snak med Silicon Graphics på en messe i USA, og aftalen indebar, at de måtte få en showreel (En kort video, red.) som bevis på, at teknologien også var velegnet til tv-brug. Vi var nemlig den første tv-produktion i verden, som anvendte den,« fortæller Martin Miehe-Renard.

6. Penge fra 'South Park'

I 2016 valgte folkene bag den amerikanske animationsserie 'South Park' pludselig at bruge sangen 'Tjing Tjang Tjing' fra 'Alletiders jul' i en sæson, hvor Danmark bliver fremstillet som en nation af syngende nisser.

»Jeg syntes, at det var helt vildt sjovt, at de på en eller anden mystisk måde havde fundet den melodi og fået lyst til at bruge den,« fortæller Martin Miehe-Renard, der adspurgt til den økonomiske gevinst siger, at de fik et 'ret pænt beløb' udbetalt.

7. Effektiv sangskrivning

Apropos soundtracket til 'Alletiders jul', der indeholder Pyrus-hittet 'Cool Jul', stod Jan Rørdam for at skrive musikken til de 15 sange, der på daværende tidspunkt blandt andet var kendt for at lave musikken til 'Bamses Billedbog'.

»Alle sangene blev skrevet på tre-fire uger. Martin Miehe-Renard sendte mig tekster med posten to-tre stykker ad gangen. Den måned sangskrivningen fandt sted, havde jeg tekster og diktafon med mig overalt og skrev nærmest på det hele tiden,« fortæller Jan Rørdam.

Jesper Klein og Jeanne Boel i 'Alletiders jul' som rigsarkivar Bertramsen og frøken Brahe.
Jesper Klein og Jeanne Boel i 'Alletiders jul' som rigsarkivar Bertramsen og frøken Brahe. Foto: Søren Hartvig
Vis mere

8. Spiseligt kæmpekonfekt

Når man ser Pyrus tygge i et stykke kæmpestort lakridskonfekt, er det rent faktisk spiseligt slik sponsoreret af slikfirmaet Lagerman.

»Først fik vi et prøvestykke som filmholdet guffede i sig. Selve rekvisitten måtte ingen udover Pyrus røre, og den blev da også efterhånden så snasket og til sidst knastør, at man skulle have en motorsav, hvis man skulle få lyst til en skive,« fortæller Martin Miehe-Renard.

9. Jens Okking krævede ekstra overtalelse

Martin Miehe-Renard fortæller, at det var 'forbavsende let' at overtale store danske skuespillere som Ghita Nørby, Susse Wold og Ole Ernst til at optræde i 'Alletiders jul, da julekalender-genren var populær samt ideen om, at de kun skulle medvirke i et enkelt afsnit.

»Jens Okking, som spillede Christian den fjerde, skulle lige kildes lidt ekstra for at sige ja, men det lykkedes heldigvis. Blandt andet fordi han og jeg kendte hinanden fra 'Familien Gyldenkål'-filmene (Filmserie fra 1970erne, red.).«

Jens Okking som kong Christian d. 4. i 'Alletiders jul'.
Jens Okking som kong Christian d. 4. i 'Alletiders jul'. Foto: Søren Hartvig
Vis mere

10. 'Freja' var magisk

Jan Linnebjerg og Karen Gardelli, der spiller Pyrus og Freja i 'Alletiders jul', var begge ukendte ansigter, før caster Karin Jagd spottede dem i mængden af unge danske skuespillere.

Pyrus-karakteren skulle være fuld af nysgerrighed, sjov og ballade, hvilket lå perfekt til Jan Linnebjerg, fortæller Karin Jagd og fortsætter:

»Jeg var fra start af helt forelsket i Karen. Hun havde bare noget helt specielt. Uden at det skal lyde for højttravende, så kunne hun som sin karakter godt virke som, om hun var en gudinde eller en fe. Vi havde dem begge inde til en ekstra prøvefilmning og så var jeg slet ikke i tvivl.«

Karen Gardelli blev efter succesen med 'Alletiders jul' væltet psykisk omkuld og trak sig efterfølgende fra rampelyset. Hun døde sidste år blot 58 år gammel.