Peter Lund Madsen er her ikke mere. Siden nyheden om den populære læge og tv-personligheds pludselige død mandag ramte som et chok, har reaktionerne været utallige.

For Peter Lund Madsen satte et større aftryk end de fleste og blev noget så sjældent som folkekær.

Han blev uddannet læge fra Københavns Universitet i 1987, i 1993 forsvarede han sin doktordisputats om hjernens stofskifte – og i 2014 blev han speciallæge i psykiatri.

Peter Lund Madsens egen hjerne var unik og bragte ham langt, men det lå det ikke i kortene – i hvert fald ikke i den unge Lund Madsens egen selvopfattelse.

Peter Lund Madsen var kendt fra flere tv- og radioprogrammer. Blandt andet 'Hjernekassen' på P1.
Peter Lund Madsen var kendt fra flere tv- og radioprogrammer. Blandt andet 'Hjernekassen' på P1. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Når jeg ville sige noget, kom det ud som vrøvl. Jeg blev helt i tvivl, om jeg overhovedet var særlig klog. Jeg ville så gerne være selvsikker, men i stedet var jeg bare forvirret og nervøs,« sagde han i et interview til B.T. i 2019.

At Peter Lund Madsen var klog – og klogere end de fleste – var der dog aldrig tvivl om.

I de mange mindeord, der siden mandag er skrevet om Peter Lund Madsen fra venner, kolleger og danskere, der ikke kendte ham, men som han alligevel betød noget for, går det samme igen:

Hvor begavet en mand, Peter Lund Madsen var – men ikke mindst, hvordan han evnede at bruge sin begavelse og dele ud af den. Gøre os alle klogere – og altid med humor og overskud.

»Han havde den helt særlige Lund-Madsenske humor med. Det var det tryllestøv, han dryssede ud,« sagde tv-lægen Peter Qvortrup Geisling til DR om Peter Lund Madsen.

Hans karriere kunne være gået mange veje, men Peter Lund Madsen kastede sig helhjertet ind i formidlingen til den brede danske befolkning.

I 1998 blev han kendt som ‘Hjerne-Madsen’, da han blev vært på et tv-program af samme navn på DR 2. Siden fulgte massevis af tv-programmer, tv-optrædener, radioprogrammer og bøger.

Blandt andet stod Peter Lund Madsen bag det populære radioprogram ‘Hjernekassen’ på P1, der har kørt siden 2013. Et program, der har inspireret psykolog og radiovært, Svend Brinkmann:

Journalist og tv-vært Anders Lund Madsen og læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen kørte i årevis parløb og lavede blandt andet programmer og forestillinger sammen.
Journalist og tv-vært Anders Lund Madsen og læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen kørte i årevis parløb og lavede blandt andet programmer og forestillinger sammen. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Da jeg først selv skulle prøve rollen som radiovært, skelede jeg meget til hans succesrige 'Hjernekassen på P1', som var et fagligt-finurligt program båret af Peters viden og nærvær. På den måde var han en radiofonisk storebror, men jeg fandt dog hurtigt ud af, at det kun var Peter, der kunne lave radio lige på dén måde,« skrev Svend Brinkmann i et mindeord på Facebook mandag.

Peter Lund Madsen blev også kendt for sit sprudlende parløb med sin bror, den kendte journalist Anders Lund Madsen.

De to har udover teaterforestillinger og tv-programmer også skab tv-historie sammen, da de bemærkelsesværdigt vandt en million i ‘Hvem vil være millionær’ ikke bare en – men to gange. Begge gange blev pengene doneret til velgørenhed.

»Først ville Peter ikke svare – selvom han kunne – fordi han tænkte, det måtte være en fælde,« husker Jes Dorph, der var vært på den første udsendelse, som brødrene vandt og fortsætter:

I 2004 lavede brødrene Lund Madsen den succesfulde teaterforestilling 'Mr. Nice Guy' på Bellevue Teatret. Forestillingen var en musikalsk komedie om menneskehjernens udviklingshistorie med tekst af brødrene Lund Madsen og musik af Kim Larsen.
I 2004 lavede brødrene Lund Madsen den succesfulde teaterforestilling 'Mr. Nice Guy' på Bellevue Teatret. Forestillingen var en musikalsk komedie om menneskehjernens udviklingshistorie med tekst af brødrene Lund Madsen og musik af Kim Larsen. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De otte minutter, fra han ved det og til han svarer, er et uforglemmeligt tv-øjeblik.«

Uforglemmelig blev Peter Lund Madsen på alle måder – og han fortrød aldrig, at han valgte folkeoplysningens vej.

»På et tidspunkt skiftede jeg karriere fra at være 100 procent dedikeret hjerneforsker til at få en mere medieorienteret rolle. Nogen vil måske kalde det at være »pauseklovn«. Og sommetider kan jeg selvfølgelig godt tænke over, hvordan det var gået mig, hvis ikke jeg havde foretaget det skifte.«

»Jeg er dog tilfreds med det, jeg laver nu, så det er ikke noget, jeg er ked af. Men hvis jeg havde været mere tålmodig, kunne jeg også have fået en god tilværelse i det andet,« sagde Peter Lund Madsen i et interview om fortrydelser, som han gav til Berlingske i 2024.

Peter Lund Madsens familie oplyste mandag til nyhedsbureauet Ritzau, at den folkekære læge og tv-personlighed var afgået ved døden. 

Det skete søndag under en cykeltur fra Havnsø til København, hvor Peter Lund Madsen tilsyneladende fik et ildebefindende.

Han blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet, men var ifølge Ritzau død ved ankomsten til hospitalet.

Peter Lund Madsen blev 65 år gammel og efterlader sig sin hustru og to børn.