Én bog. Og ikke mere.
For kontrakten mellem Janni Ree og forlaget Buster Nordic er nu revet itu, selvom der egentlig var aftalt at udgive en decideret serie på i alt syv bøger.
Det bekræfter Janni Ree over for Se og hør.
Altså bliver 'Evig Diva', der udkom i efteråret, eneste bog som resultat af samarbejdet.
Den var så også omgærdet af en del polemik, da forfatterens eksmand Karsten Ree ikke ville have offentliggjort detaljer om deres tidligere samliv ifølge den fortrolighedsaftale, det tidligere ægtepar havde underskrevet.
Hvilket Landsretten siden bakkede op om.
Buster Nordic skyndte sig i første omgang at udgive bogen for at undgå et fogedforbud, men siden er 'Evig Diva' igen sendt på gaden i en 'censureret' version.
Og den oprindelige udgave er blevet tilbagekaldt.
Janni Ree siger til Se og Hør, at hun »bare gerne vil videre«.
»Der var ting, som jeg ikke var tilfredse med, hvilket siger sig selv, siden jeg ikke er der mere,« lyder det.
Knud Pilegaard, direktør hos Buster Nordic, siger til Ekstra Bladet:
»Jeg kan godt bekræfte, at der er ikke konkrete eller aktuelle planer om flere bøger med Janni. Vi har ikke sagt, at vi aldrig vil samarbejde med hende mere, men vi har heller ikke aftalt noget nyt.«
Janni Ree siger, at hun gerne vil skrive flere bøger.

