Mange husker ham som en flamboyant realitystjerne med opknappet skjorte og vilde kommentarer. 

Men en tidlig morgen i 2013 skulle definere den Gustav Salinas, som danskerne kender i dag – en boligmogul, forfatter og fitness coach. 

En tur hjem fra en klassisk bytur i de tidlige morgentimer endte nemlig langt fra normalen, fortæller han til TV 2. 

Han blev udsat for et voldeligt og blodigt overfald, da en dengang 24-årig mand råbte »bøsserøv« efter ham og senere smed en flaske i baghovedet på ham.

Gustav Salinas blev efterladt med blod i hovedet og skræk i kroppen – og netop den oplevelse skulle ændre den Gustav, som danskerne kendte. 

»Folk har da råbt efter mig, spyttet, slået og jagtet mig gennem byen. Men det var første gang, det var så voldsomt,« siger han til mediet. 

Episoden gjorde, at han blev bange for at gå på gaden, forklarer han til mediet, og derfor besluttede han sig for at ændre sin hverdag drastisk. 

Han blev stor og stærk, så han kunne forsvare sig selv. 

Og sidenhen er det blevet til en karrierevej at styrketræne. Han takkede farvel til realityverdenen og byttede i stor grad den røde løber ud med vægtstangen og har siden også åbnet et fitnesscenter i Hillerød.

Manden, der overfaldt Gustav Salinas dengang, blev dømt i retten, hvor han fik 60 dages fængsel – 30 af dem blev gjort ubetinget. 

Gustav Salinas forklarer til mediet, at han efter dommen mødte sin gerningsmand, hvor han tilgav ham. Han var nemlig ved at skrive sin selvbiografi dengang og kunne bruge overfaldet i sin bog, forklarer han.