Når man går til koncert, kan man typisk købe sig et minde med hjem fra oplevelsen i form af en T-shirt eller noget andet merchandise.

Til Peter Sommers koncerter sælger merchandisebutikken – udover LP’er, T-shirts og deslige – også noget langt mere kuriøst.

Nemlig Peter Sommers brugte tøj og sko.

»En dag kiggede jeg på nogle papkasser fyldt med merchandisetøj og tænkte på, om jeg egentlig selv nogensinde har villet gå i sådan noget. Derfor tænkte jeg, at det ville være sjovere at begynde at sælge noget af mit eget tøj,« siger Peter Sommer.

Musiker Peter Sommer i anledning af hans nye album, »Elskede at drømme, drømmer om at elske«.
Musiker Peter Sommer i anledning af hans nye album, »Elskede at drømme, drømmer om at elske«. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Tøjet bliver solgt under mærket ‘P.S. i loved you’, som er et ordspil på kunstnerens eget navn.

Hvis man som fan køber et stykke brugt tøj, finder man et tøjmærke med logoet i tøjet, som man selv kan sy i tøjet sammen med et indblik i Peter Sommers liv.

»Nogle gange prøver vi at lægge nogle sjove ting i lommerne. Det kan være en huskeseddel, et tekststykke eller noget tredje.«

Det er ifølge musikeren ikke tøjsalget, der kommer til at sikre ham sin pensionsopsparing.

Han fortæller, at han maks. sælger fem eller seks stykker tøj per koncert og cirka samme antal merchandisetrøjer, der trods alt stadig er på hylderne.

Peter Sommers brugte tøj.
Peter Sommers brugte tøj. Foto: Peter Sommer.
Vis mere

Han anerkender også, at det som fan måske er at komme lidt tæt på sine idoler, ved bogstaveligt talt at træde i deres sko.

»Jeg er selv stor fan af C.V. Jørgensen, men hvordan ville jeg egentlig have det med at købe hans tøj? Det er jo sådan lidt … weird. Men jeg prøver at tage det mærkelige ud af det, ved at have et stativ med mange ting på.«

»Folk skal ikke føle, at de får et stykke af mig med, det er mere et spørgsmål om, at tilbyde noget andet tøj, end man ellers ville kunne få. Det kan for eksempel være gamle Wood Wood-varer, som man ikke kan få længere.«

Selve det at gå i genbrugstøj, er noget Peter Sommer selv gør sig meget i.

»Det med at udtrykke sig gennem tøj, har altid ligget mig meget på sinde. Da jeg var omkring 15 år og gik på jagt efter tøj, jeg havde lyst til at udtrykke mig i, kunne jeg altså ikke købe det i Tøjeksperten. Så jeg har altid elsket at gå i genbrugsbutikker,« siger han.

»Det betyder også, at jeg måske selv kan købe lidt mere genbrugstøj, når jeg er ovre at besøge familien i Jylland, fordi jeg måske kan sælge det videre, efter jeg har gået rundt i det.«

Det er – på hans egen lille måde – også en klimakamp.

»Så på den måde er der også et bæredygtighedsprincip i det, men det er selvfølgelig et ekstremt lille sted at starte.«