For et år siden mistede Dennis Knudsen sin datter.
Obduktionen viste efterfølgende, at den kun halvanden måned gamle Naomi havde lidt vuggedøden, og her et år efter går der stadig ikke én dag, hvor Dennis Knudsen ikke tænker på sin datter i himlen.
»Det er stadig en stor sorg og en smerte, selvom der er gået et år. Men i dag er man særligt i sine følelsers vold, så jeg har givet mig selv lov til at være lidt mut,« fortæller kendisfrisøren til B.T.
Så efter Dennis Knudsen havde afleveret sine tre andre børn i vuggestue og børnehave onsdag morgen, brød han ud i gråd.
For Lucas på fire år, Noah på to år og Naomis tvilling Aura, der er blevet et år, er stadig for små til helt at forstå, at deres søster er død.
»Men Lucas spørger ret tit til Naomi, og Aura leder efter hende. Der er ingen tvivl om, at hun kan mærke, at noget mangler. Noah ved det også godt, for han har set min tatovering af Naomi på brystet, og så peger han op i himlen,« fortæller Dennis Knudsen.
I aften kommer Dennis Knudsens mor og bror og resten af den tætte familie så til middag og mindes lille Naomi.
Naomi viser sig som solstråler og fjer
Men faktisk har Naomi flere gange vist sig for den troende Dennis Knudsen.
Det gjorde hun også denne onsdag på årsdagen for sin død.
»Hver dag tager jeg en morgendukkert i havet, hvor hendes aske er strøet ud, så der bliver jeg forenet med hende. Og i morges blev jeg blændet af solen i øjnene, så jeg ved, at det er hende, der ser ned på mig.«
Det var også som en klar solstråle, at afdøde Naomi første gang viste sig for sin far.
Allerede på køreturen hjem fra hospitalet, hvor den lille pige var blevet erklæret død, havde hun hørt sin fars bøn og blændede ham som en skarp solstråle igennem foruden.
Noget nær det samme skete, da Naomi to uger efter sin død blev bisat fra Sct. Pouls Kirke i Korsør, hvor den anden halvdel af hendes aske, der ikke blev spredt i havet ud for familiens hjem, blev sat i jorden.
»Også til hendes bisættelse væltede solen pludselig ind i kirken, så den kun ramte hendes kiste. Det er jo magisk sådan noget,« fortæller Dennis Knudsen.
For selvom han kalder det magi, så er han selv slet ikke i tvivl om, at de mange små tegn, han har oplevet det sidste år, har været Naomi.
Tegn som den fjer, han opdager på vejen, der leder hans tanker om til datteren i himlen, eller de solstråler, der kærtegner ham, når han bliver ramt af sorgen.
»Der er så mange ting, jeg er overbevist om hænger sammen. Selvom Naomi ikke er i sit jordiske liv sammen med os, så skal vi alle sammen om på den anden side og leve videre der. Så der genforenes vi. Den tro gør det også lettere at være i smerten.«
»Vi lever i grunden et lykkeligt liv«
Dennis Knudsen vil heller ikke længere gå og tænke på det uforklarlige i, hvorfor Naomi pludseligt skulle lide den mystiske vuggedød.
»Efter hun blev obduceret, var der stadig ikke nogen forklaring. Sådan er det med vuggedød. Jeg kommer aldrig helt til at forstå, hvorfor hun skulle være hos os for så at forlade os. Men jeg vælger at tro, at hun kom ned og vende for at gøre en forskel. For at minde os om, at vi lever hver dag, og at livet er skrøbeligt.«
For selvom sorgen aldrig forsvinder, så er familien i dag landet et godt sted, fortæller Dennis Knudsen.
»Små børn har jo brug for én, så de hiver mig hele tiden ud af de voldsomme følelser. Mine tre andre børn har jeg trods alt stadig her i livet med mig. Og vi har det godt. Vi lever i grunden et lykkeligt liv.«