Det har vært dyrt for Dennis Knudsen at blive kendt skyldig i vanvidskørsel. 

Udover 40 dages betinget fængsel og frakendt kørekort i et år har han også mistet 535.000 kroner for den Audi Q7, han leasede, da han gik amok ved Molslinjen sidste sommer. 

Den bil konfiskerede politiet nemlig, og kendisfrisøren stod derfor tilbage med regningen. 

Men det er ikke enden på historien om den nu famøse Audi Q7.

Den skal nemlig under auktionshammeren i Haderslev Auktionshus 8. februar 2024. 

Det skriver JydskeVestkysten

Men selvom bilen fra ny koster lige omkring 1,2 millioner kroner, er det altså ikke det prisleje, ejeren Peder Broe-Scherrebeck forventer den solgt for. 

I stedet fortæller han til avisen, at han regner med, at den vil gå fra mellem 400.000 til 450.000 kroner. 

På auktionshusets hjemmeside står der, at den sælges uden registreringsafgift. 

Derudover er han egentlig ligeglad med, at bilen har tilhørt en kendt person. 

»Det kan godt være, den får noget ekstra opmærksomhed på grund af det, men det er ikke noget, der interesserer mig. Jeg går op i, at vi får den præsenteret ordentligt og solgt til en god pris.« 

Peder Broe-Scherrebecks forventning er, at bilen vil gå til en privatperson og ikke en forhandler, fordi der er tale om en bil i god kvalitet. 

Dennis Knudsen har da også tidligere fortalt B.T., at bilen og retssagen har kostet ham en hel del. 

»Jeg ser frem til, at jeg kan komme videre herfra og begynde min hverdag, for det har været voldsomt og fyldt rigtig meget, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg stod. Det har været dyre lærepenge, for det har kostet mig langt over 600.000 kroner, fordi jeg mistede bilen, og jeg skal have nyt kørekort og betale sagens omkostninger. Så det er rigtig ærgerligt, det var dyrt betalt,« har han udtalt. 

Han kan generhverve sit kørekort til august, men fra 8. februar har bilen altså med al sandsynlighed ny ejer.