'Hvor er Dennis Knudsen, når man har brug for ham?'

Sådan lyder en blandt mange kommentarer, der ikke har kunnet dy sig for at koble den 62-årige kendisfrisør sammen med lørdagens massive kø på Storebæltsbroen.

Dennis Knudsen selv har dog ikke hørt, at Sund & Bælt har politianmeldt to episoder af hærværk mod deres bomme under lørdagens betalingsnedbrud – og kendisfrisøren har heller ikke opdaget, at flere på de sociale medier allerede har gjort sig morsomme på hans bekostning.

»Det var jo ikke meningen, at det skulle blive en trend at rive bomme af, tværtimod! De skulle have en endefuld,« lyder det fra Dennis Knudsen, da B.T. fanger ham over telefonen.

ARKIV. Et nedbrud i Nets førte til lange køer på Storebæltsbroen lørdag. Det resulterede i frustrerede bilister, der ifølge Sund & Bælt førte hård tone og tvang bomme op.
ARKIV. Et nedbrud i Nets førte til lange køer på Storebæltsbroen lørdag. Det resulterede i frustrerede bilister, der ifølge Sund & Bælt førte hård tone og tvang bomme op. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

For selvom han i dag har svært ved at grine med, så forstår han dog godt, at folket ikke glemmer episoden.

Altså episoden, da han forrige år fik frataget kørekortet og sin Audi og blev idømt 40 dages betinget fængsel for forsætlig fareforvoldelse og vanvidskørsel, efter han havde kørt en bom i stykker og overfuset medarbejderne på Molslinjen, der ikke ville lade ham køre ombord, da han ankom kort før afgang.

»Jeg ved jo godt, at jeg har skabt mig en omtale for min nedsmeltning på Molslinjen, som jeg nok aldrig slipper af med, selvom jeg har undskyldt tusinde gange. Hvis man ikke kan huske, hvad ham frisøren hedder, så er det ham med Molslinjen,« sukker Dennis Knudsen.

Kendisfrisøren understreger dog, at han har lært af episoden – og at han derfor bestemt ikke kan anbefale andre at følge hans eksempel med at smadre bomme, man ikke kan få lov til at krydse, som det altså skete hele to gange på Storebæltsbroen, da betalingssystemet Nets var nede i tre timer lørdag aften.

Dennis Knudsen var repræsenteret af stjerneadvokat Mette Grith Stage, da han forrige år i Byretten i Aarhus blev dømt for ikke mindst at smadre en bom, da Molslinjen ikke ville lukke ham med på færgen. Nu bliver episoden hevet frem igen, efter to personer er blevet anmeldt til politiet for at ville tvinge sig forbi Storebæltsbroens lukkede bomme, da der lørdag aften var massiv kø, fordi betalingssystemet Nets var nede i tre timer.
Dennis Knudsen var repræsenteret af stjerneadvokat Mette Grith Stage, da han forrige år i Byretten i Aarhus blev dømt for ikke mindst at smadre en bom, da Molslinjen ikke ville lukke ham med på færgen. Nu bliver episoden hevet frem igen, efter to personer er blevet anmeldt til politiet for at ville tvinge sig forbi Storebæltsbroens lukkede bomme, da der lørdag aften var massiv kø, fordi betalingssystemet Nets var nede i tre timer. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

»Jeg ville stadig gerne have været Molslinjen-episoden foruden, for det har kostet mig ekstremt meget, men jeg har også lært af det, at jeg skal trække vejret dybt ned i maven,« fortæller Dennis Knudsen.

»Så jeg kan jo ikke anbefale det på nogen måde, men jeg synes stadig ikke, det var fair, at jeg ikke fik mere service fra Molslinjen dengang. Selvom det selvfølgelig ikke gør det lovligt, så kan det jo være samme årsag til, at dem på Storebæltsbroen, ligesom mig, var desperate og skulle over til et sygt familiemedlem på den anden side og så fik en nedsmeltning,« indvender han nu dog alligevel.

Dennis Knudsen mener da også, at Sund & Bælt »burde have været large« og have lukket bilisterne over Storebæltsbroen uden betaling lørdag, da kortbetalingssystemet var nede.

»Så stor en virksomhed, som tjener masser af penge, kunne godt have givet gratis billetter lige den dag. Hvis det var min butik, så var bommen gået op – ligesom jeg havde lukket en passager, der kom syv minutter før afgang, ind på den sidste færge en fredag aften,« siger Dennis Knudsen.

Lørdag betød det massive nedbrud hos Nets, at der ikke kunne betales med kort ved Storebæltsbroen. Betaling med eksempelvis Brobizz og kontanter var dog stadig muligt.
Lørdag betød det massive nedbrud hos Nets, at der ikke kunne betales med kort ved Storebæltsbroen. Betaling med eksempelvis Brobizz og kontanter var dog stadig muligt. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sund & Bælt meddeler mandag før middag, at man skifter nødprocedure og fremover vil åbne bommene efter 15 minutter, hvis der er nedbrud på kortbetalingerne.

Dennis Knudsen var dog – trods de mange jokes – ikke blandt de bilister, der sad i kø til Storebæltsbroen lørdag aften.

Han blev i stedet ramt af Nets-nedbruddet, mens han var på sin netop overståede familietur til Lalandia.

»Jeg opdagede nedbruddet, da jeg ville købe is til ungerne. De var hurtige, så de havde allerede åbnet isen og var begyndt at spise, så de stak af med isen,« fortæller Dennis Knudsen, der dog hurtigt indvender:

»Men jeg var ærlig, så jeg aftalte at komme tilbage næste dag, og så betalte jeg for de tre is.«