Fredag gik 'klappen ned', da Dennis Knudsen ikke blev lukket ombord på Molslinjen fra Aarhus.
Ved færgehavnen mistede kendisfrisøren efter eget udsagn besindelsen og gik amok.
Det resulterede i, at han smadrede en bom, terroriserede billetkontoret og var ved at køre en ansat ned.
Efterfølgende beklagede han episoden og fortalte til B.T., at han var klar til at tage en eventuel straf for sine handlinger.
Men den voldsomme episode har fået konsekvenser for de ansatte, der har fået professionel hjælp.
Det skriver Ekstra Bladet.
Til B.T. giver kommunikationschef Jesper Maack samme udmelding.
»Vi har fire medarbejdere, som har været involveret i hændelsen. Efter grundige interne debriefinger er de alle blevet tilbudt nogen at tale med. Det har tre af dem takket ja til.«
»Det videre forløb ligger nu mellem dem og vores eksterne partner i den slags situationer.«
Jesper Maack fortæller, at Molslinjen ikke har yderligere kommentarer.
B.T. ville ellers gerne have haft svar på, om hændelsen med Dennis Knudsen har ledt til sygemeldinger eller givet anledning til ændringer hos Molslinjen.
Derudover ville vi gerne have svar på, hvad medarbejderne tænker om undskyldningen fra Dennis Knudsen.
»Jeg er selvfølgelig ked af, at situationen får den afslutning den gør, og at jeg går så meget over gevind,« har frisøren udtalt til B.T.
Han fortalte også, at han på dagen har givet en undskyldning til den medarbejder, han var ved at køre ned.
»Hun er selvfølgelig dybt rystet og chokeret over den hændelse, hun har været udsat for. Derfor vælger jeg selvfølgelig at give hende en undskyldning, fysisk og på dagen, men den ønsker hun ikke at tage imod, for hun har klart været i chok. Det beklager jeg virkelig, for hun gør ingenting forkert.«
Dennis Knudsen ved endnu ikke, hvad han potentielt bliver sigtet for i forbindelse med hændelsen.
B.T. har været i kontakt med Østjyllands Politi, der for nuværende ikke kan oplyse om eventuelle sigtelser.