Den økonomiske nedtur fortsætter for Mascha Vang – her er hendes nye månedsløn
Selvom det aldrig er gået dårligere økonomisk for Mascha Vang, så udbetaler mediepersonligheden stadig en flot månedsløn til sig selv – og har millioner liggende på kistebunden.
Mascha Vang er influencer og tv-personlighed – og det har tidligere indkasseret hende millioner. Men i år har den 46-årige influencer ligefrem lavet underskud i sin biks. Foto: Oscar Scott Carl
Det er mindre end tre år siden, at Mascha Vang kunne give sig selv en månedsløn på en halv million kroner.
Men i dag ser det noget mere speget ud for den 46-årige mediepersonlighed – faktisk er det økonomisk set aldrig gået værre.
I forhold til hendes tidligere års sædvanlige millionoverskud, så virker et – dog stadig positivt – overskud på 26.000 kroner i hendes holdingselskab knap så prangende.
Dog har Mascha Vang samtidig fået barberet mere end 220.000 kroner af gælden i selskabet, som dermed næsten er blevet gældfrit.
Værre står det dog til i Mascha Vangs virksomhed, hvor hun bogfører sin indtjening som influencer.
Her gik Mascha Vang ud af 2025 med et underskud på en sjat over 2000 kroner i minus.
Mascha Vang startede som model og endte som blogger, tv-personlighed, influencer og forfatter. Foto: Bax Lindhardt
Influenceren har da også nedskaleret sine aktiviteter – og alle de penge, der trods alt er kommet ind, er stort set gået til at betale løn på lidt over 760.000 kroner til den ene ansatte i virksomheden, som er direktørinden selv.
Det svarer til, at Mascha Vang har kunnet give sig selv en stadig pæn månedsløn på lidt godt 63.500 kroner.
Men i influencervirksomheden er gælden – modsat holdingselskabet – steget, så hun nu skylder lige under 3 millioner kroner til særligt tilknyttede virksomheder.
Mascha Vang skal dog nok ikke være alt for ked af det, for der står stadig millioner og luner på kistebunden.
Mascha Vang flyttede for otte år siden til Kolding med sin mand, piloten Troels Krohn Delhi, og deres sammenbragte familie. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I sin influencervirksomhed har hun således en egenkapital på knap 2,5 millioner kroner.
Samtidig er der også blevet plads til et indskud på 158.800 kroner til egenkapitalen i holdingselskabet, som dermed når op i underkanten af 8,5 millioner kroner, der stadig står og pynter i virksomheden.
Mascha Vang skriver ikke i sine regnskaber, hvordan hun forholder sig til årets noget formindskede resultater, men hun angiver, at hun »forventer en positiv udvikling« i det næste år.
Sidste år forklarede Mascha Vang sit dengang dårligste resultat nogensinde med, at hun havde skruet ned for arbejdet og op for tiden med datteren Hollie Nolia.
Selv her havde Mascha Vang dog plads til at trække sig selv en millionudbetaling. Læs mere om det HER.