For godt en måned siden var det tidligere ægtepars sidste retssag for landsretten.
Men først nu er der faldet dom i sagen om, hvorvidt Janni Ree – på trods af en fortrolighedsaftale – har haft ret til at omtale Karsten Ree i sin bog 'Evig Diva'.

Mandag er B.T. mødt op hjemme hos Janni Ree, der ligesom sin eksmand får afgørelsen sendt i deres e-Boks.
Landsretten har stadfæstet dommen, hvormed fortrolighedsaftalen vurderes gyldig, lyder det.
Dog vurderes passagerne i bogen mod Karsten Ree alligevel ikke at være dækket af forbud fra Janni Rees side.
Derudover er det blevet besluttet, at også Karsten Ree skal betale for sagsomkostninger, hvor det før kun var Janni Ree, lyder det.
»Jeg er selvfølgelig glad, jeg havde regnet med at tabe, fordi magt kan gøre meget, men jeg er glad,« siger Janni Ree til B.T. lige efter dommen er faldet.
Mandag 8. september var Janni Ree og hendes forlag Buster Nordics mødt op i Østre Landsret, hvor de havde anket Karsten Rees sejr fra byretten i Hillerød.
For i byretten stod det klart, at den 55-årige tv-personlighed skulle trække sin bog 'Evig Diva' ud af handlen, da hun over halvandet kapitel nævner sit samliv med den 80-årige rigmand.
Det vurderede byretten var imod en tidligere – men i følge Janni Ree ulovlig – underskrevet fortrolighedsaftale. En fortrolighedsaftale, som Karsten Ree dog modsat var glad for fik blåstemplet sin juridiske gyldighed i byretten.

Forlaget Buster Nordics havde desuden ønsket, at Karsten Ree skulle betale for udgifterne forbundet med at tilbagetrække bogen – og med genudgivelsen af den i en 'censureret' version, hvor passagerne om Karsten Ree var streget over, mens Janni Ree på forsiden havde fået tape over munden.
Erstatningsbeløb blev af forlaget fra starten anslået til fem millioner kroner, men tværtimod blev de og Janni Ree dømt til at betale sagsomkostninger til Karsten Ree for omtrent 26.000 kroner.
Nu er det så landsrettens afgørelse om spørgsmålet, der er faldet godt en måned efter ankesagen blev behandlet ved domstolene.
I landsretten dukkede Karsten Ree dog aldrig op, men for nylig blev han og Janni Ree pludselig set sammen. Og de havde noget forskellige udlægninger af, hvad der var foregået. Læs mere om det HER.