'De unge mødre'-stjernen Natascha Linea tiltalt for at bortføre sine egne børn


Natascha Linea vil bevise sin uskyld i retten, hvor hun risikerer op til to års fængsel.
Den 29-årige 'De unge mødre'-stjerne står nu tiltalt for sidste år at skulle have bortført to af sine egne børn, sønnerne Novah og Miso, til Tyskland, efter Lollands Kommune havde afgjort, at sønnerne skulle anbringes udenfor hjemmet.
Tiltalen bekræfter både Natascha Linea og Lolland-Falsters Politi overfor Se & Hør.
Natascha Linea fastholder dog overfor ugebladet, at hun var i sin gode ret til at være i Tyskland med sønnerne sidste år.

Den dengang højgravide realitystjerne befandt sig nemlig allerede i det tyske, da afgørelsen faldt hjemme i Danmark om, at sønnerne skulle tvangsfjernes, forklarer hun.
Derfor påstår Natascha Linea, at hun ikke forsøgte at skjule sine anbragte sønner for kommunen og heller ikke tog dem ulovligt ud af landet – for de var allerede i Tyskland, da de blev dømt til anbringelse udenfor hjemmet.
Natascha Linea og børnene skulle allerede have rykket til Tyskland måneden forinden afgørelsen om anbringelsen af sønnerne i april 2023, fordi 'De unge mødre'-stjernen var blevet træt af en ekskæreste – og den snagende kommune.
»Hvis du hele tiden bliver dunket oveni hovedet med: 'Du er en dårlig mor, du er en dårlig mor', og hvis jeg hele tiden skal være bange for, at mit barn har et blåt mærke, for så skulle jeg jo 'have slået mit barn', så får man en grundangst for kommunen,« forklarer Natascha Linea til Se & Hør.

Ugebladet skriver, at hendes sag om bortførelse af sønnerne skal for retten til januar.
Sønnerne Novah på otte år og Miso på fem år er i skrivende stund anbragt i plejefamilier hjemme Danmark, mens Natashca Linea fortsat bor i tyske Flensborg, tæt på familien i Danmark.
Natascha Linea er mor til fem og har fortsat myndigheden over de etårige tvillinger Nadia og Elias, som hun var højgravid med, da hun ifølge politiets tiltale flygtede i skjul i Tyskland med sønnerne Miso og Novah sidste år.
Derudover har hun ældstedatteren Lia på 10 år, som bor hos sin far på Fyn.