Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Torsdag eftermiddag tog venner og familie afsked med Erik Brandt.
Her var der begravelsesceremoni for den 79-årige modeskaber i Holmens Kirke, efter han lørdag sov stille ind, omringet af sine to døtre, efter længere tids sygdom.
I den stuvende fyldte og summende kirke var det tydeligt, at levemanden Erik Brandt efterlod sig mange venner – og ikke mindst røverhistorier.
Den store vennekreds talte også kendte og kongelige. Særligt den afdøde prins Henrik var en nær ven af modeskaberen, og til begravelsen var der da også et strejf af kongehus, da den tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen mødte op.
Flere velkendte ansigter sad ligeledes med til gudstjenesten, og blandt de først ankomne var radiovært Dan Rachlin, der nåede at få »masser af fest og masser af grin« med sin gamle ven Erik Brandt.
»Vi har brug for den slags mennesker som Erik – dem, der tør skille sig ud og gå hele vejen. Han vil blive savnet,« lød det fra radioværten til den fremmødte presse, før han gik ind og tog plads i kirken.
Også Erik Brandts mangeårige ven og tennispartner, entertaineren Eddie Skoller, satte et par ord på, hvad Erik Brandt var for en mand.
»Han var et farverigt menneske med et stort hjerte og en god ven. Han var altid god for en god bemærkning,« mindedes entertaineren.
Blandt de velkendte ansigter var også flere inden for samme modebranche, som Erik Brandt selv fik succes i.
Modelbureaudirektør Bente Lundquist mindede om, at han og hustruen Margit Brandt, han nu bliver genforenet med, sammen »skabte noget helt unikt« med deres fælles modebrand, og det samme gjorde designer Jim Lyngvild.
»Erik var den største, Danmark havde inden for design – ham og Margit var et fuldstændigt unik makkerpar,« lød det fra Erik Brandts mangeårige ven.
På samme måde mindede den nære ven, erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen om, at Erik Brandt med sin bortgang endeligt kunne være hos sin hustru igen.
»Man kan ikke sige Erik uden at sige Margit, så i dag siger vi farvel til dem begge. Og det er svært at være sørgmodig, for hos dem var alt godt. De var levemennesker,« lød det fra Klaus Riskær Pedersen.
Tv-vært Stéphanie Surrugue var også blandt gæsterne, men hun var tydeligt berørt og afviste pressen med et høfligt smil.
Også tidligere tv-baronesse Caroline Fleming gik iført mørke solbriller direkte ind i Holmens Kirke, og det samme gjorde modekollegaen Uffe Buchard.
Derudover talte det på kirkebænkene i den bugnende Holmens Kirke også velkendte ansigter som finansmand Lars Seier, tidligere balletdanser Alexander Kølpin, tidligere auktionhusejer Jesper Bruun Rasmussen, tv-producent Thomas Heurlin, tidligere professionel tennisspiller Michael Tauson og tv-designer Rasmus Larsson.
Erik Brandt efterlader sig sine to døtre, kreativ producer Emilie Brandt og selvstændig interiørdesigner Julie Brandt, foruden sine fem børnebørn, der alle var med til at bære hans kiste ud til rustvognen.
Herfra blev modeskaberens jordiske rester taget ud på en sidste rejse, før hans kiste skal i jorden ved Hellerup Kirkegård.
Og herfra skal Erik Brandts ånd forenes med sit livs kærlighed og forretningspartner Margit Brandt, der blev begravet samme sted for 12 år tilbage.